Skatkammerkollegiet, dansk centralforvaltningsorgan, oprettet ved enevældens indførelse i 1660 til erstatning for Rentekammeret. Dets ressort var statens indtægter og udgifter i bred forstand, herunder også budgetlægning, revision m.m., og det havde dømmende myndighed over for embedsmænd i finanssager. Efter 1670 blev dets kompetence beskåret, og i 1679 blev det afløst af det genoprettede Rentekammer. Se også kollegiesystem.