Rentekammeret, dansk centralforvaltningsorgan; kendes fra 1550'erne. Et rentemesterembede er dog nævnt allerede i 1517. Ved enevældens indførelse i 1660 blev det et kollegium under navnet Skatkammerkollegiet, men i 1679 fik det sit gamle navn tilbage. I 1770 blev det sammenlagt med Generaltoldkammeret og indgik i 1771 i Finanskollegiet, men genopstod i 1773. Oprindelig forestod Rentekammeret udelukkende statens ind- og udbetalinger samt regnskabsrevision, men fik efterhånden også ansvar for den overordnede finans- og skattepolitik samt for landbrugsforhold, skovvæsen, vejvæsen m.m. Der blev dog gennem tiderne ved flere lejligheder ændret ved ressortfordelingen mellem Rentekammeret og andre centralforvaltningsorganer. Ved ministerialreformen 1848 blev dets forretninger delt mellem Finans- og Indenrigsministeriet. Se også kollegiesystem.