Danske Kancelli var et centralforvaltnings-og regeringsorgan, som opstod ved en ændret fordeling af opgaverne i det hidtidige kancelli i 1523, men kan spores helt tilbage til 1100-tallet. Mens Tyske Kancelli tog sig af hertugdømmernes sager og forestod hovedparten af den udenrigspolitiske korrespondance, var Danske Kancelli indtil 1660 centralmagtens eneste ekspeditionskontor for sager vedrørende Danmark nord for Kongeåen samt Norge, Island og Færøerne. Efter 1660 blev dets myndighedsområde indskrænket til disse områders rets-, kirke- og undervisningsvæsen samt lokaladministration, mens der blev oprettet en række organer sidestillet med kancelliet, herunder Krigskancelliet, Kommercekollegiet og Rentekammeret.

Danske Kancelli blev nedlagt i 1848, og dets forretninger blev delt mellem Justits-, Indenrigs-, Finans- og Kultusministeriet. Kancelliets leder, kansleren, havde helt frem til 1848 også regeringslignende opgaver, idet han kunne forelægge sager, som var drøftet i kancelliet, for kongen til hans godkendelse – eller afvisning.

Organisation

Ledelsesforholdene var vekslende, og i perioder var det et kollegium. Lederen hed indtil sidst i 1700-tallet kansler, derefter kancellipræsident og fra 1815 også justitsminister. Peder Schumacher Griffenfeld var en af de mest kendte kanslere. Anders Sandøe Ørsted arbejdede i kancelliet som generalprokurør fra 1825 til 1848.

Danske Kancelli var længe indrettet således, at forskellige kontorer hhv. modtog, behandlede og ekspederede sagerne. Struensee forsøgte at gennemføre en vis rationalisering, men først i 1800 fandt en gennemgribende og varig omlægning sted.

Kommentarer (1)

skrev Hans Ørbæk

Der er et eller andet galt med begyndelsen af afsnittet 'Organisation'.

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig