Robert A. Dahl, Robert Alan Dahl, 17.12.1915-5.2.2014, amerikansk politolog. Dahl spillede en central rolle i den behavioralistiske fornyelse af statskundskaben i 1960'erne. Fra 1964-86 var han professor ved Yale University og 1966-67 præsident for American Political Science Association. Dahl er mest kendt for sine bidrag til udviklingen af den pluralistiske opfattelse af demokratiet. Ifølge denne er magten i de liberale demokratier, også kaldet polyarkier, spredt mellem borgerne, interesseorganisationerne og de politiske partier. Af hans bøger kan især fremhæves A Preface to Democratic Theory (1956), Who Governs? (1961), After the Revolution (1970), Polyarchy: Participation and Opposition (1971) og Dilemmas of Pluralist Democracy (1982). En sammenfatning af hans lange beskæftigelse med demokratiet findes i Democracy and its Critics (1989).