Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Kurrild-Klitgaard

Oprindelig forfatter kurrild Seneste forfatter Redaktionen

Peter Kurrild-Klitgaard, f. 11.10.1966, dansk politolog; professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet fra 2006. Peter Kurrild Klitgaards forskningsinteresser er komparativ politik med særlig henblik på politisk økonomi, forfatninger og valg. Hans fokus har særlig været på, hvorledes indretningen af politiske institutioner påvirker indholdet af politisk-økonomiske beslutninger.

Peter Kurrild-Klitgaards forskningsarbejder omfatter et stort antal tidsskriftsartikler, samt bl.a. bøgerne Adam Smith (2004), Bushs Amerika (2005), Individ, Stat og Marked (2005) og The Dynamics of Intervention (2006) m.fl.

Han var formand for Dansk Selskab for Statskundskab 2002-05 og vicepræsident for Mont Pelerin Society 2008-10. Han har været udpeget til en række offentlige poster, bl.a. som næstformand for Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd (FSE) 2007-08, medlem af VK-regeringens Demokratikanon-udvalg 2007-09, og medlem af bestyrelsen for Institut for Flerparti-Samarbejde fra 2010. I 2007 blev han desuden tildelt Årets Undervisningspris på Københavns Universitet.

Annonce

Peter Kurrild-Klitgaard var i 1986 initiativtager til etableringen af Libertas Selskabet og var i 2003-05 blandt hovedkræfterne bag etableringen af den borgerlige tænketank CEPOS. Han har været fast skribent ved bl.a. Berlingske Tidende og Politiken.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Kurrild-Klitgaard: Peter Kurrild-Klitgaard i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=301626