Gabriel A. Almond, Gabriel Abraham Almond, 1911-2003, amerikansk politolog, tidligere professor ved Stanford University. Hans første internationale indsats bestod i opstillingen af et struktur-funktionalistisk program for studiet af udviklingslandenes politiske systemer The Politics of the Developing Areas, 1960, hvori en række centrale begreber for moderne komparativ (sammenlignende) politik er formuleret. Senere i The Civic Culture (1963) gennemførte Almond sammen med Sidney Verba en stort anlagt sammenlignende undersøgelse af den politiske kultur i fem nationer. Bogen er et af den moderne politologis hovedværker. Om end kritiseret især af marxistiske forskere har Almonds indflydelse været stor, også inden for dansk politologi.