Charles E. Merriam, Charles Edward Merriam, 1874-1953, amerikansk politolog, 1900-40 professor ved University of Chicago. Merriam var den drivende kraft i den politologiske Chicagoskole (ca. 1920-40), som senere udvikledes til den empirisk orienterede behavioralistiske statskundskab. Merriams elever og kolleger omfattede bl.a. G.A. Almond og H.D. Lasswell. Blandt Merriams værker kan nævnes programskriftet New Aspects of Politics (1931).