Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

familiepolitik

Oprindelig forfatter GVa Seneste forfatter Redaktionen

familiepolitik, børnepolitik, politisk løsning af børnefamilieproblemer, der er opstået som følge af samfundsmæssige ændringer. Der eksisterer ingen officiel dansk definition på familiepolitik, men udtrykket er almindeligt brugt om foranstaltninger til støtte for børnefamilier.

De første samlede overvejelser om en familiepolitik fandt sted i 1930'erne under indtryk af det dengang faldende fødselstal. Befolkningskommissionen af 1935 skulle undersøge mulighederne for en politik, der kunne opretholde befolkningens størrelse. Kommissionen anbefalede bl.a. finanslovsbevillinger til oprettelse og drift af børnehaver.

Det familiepolitiske udvalg af 1960 forkastede antagelsen om sammenhæng mellem fødselstallet og samfundsudviklingen; familiepolitiske foranstaltninger måtte begrundes i behovet for hjælp og baseres på fordelingspolitiske synspunkter.

Annonce

Udvalgets betænkning fra 1964 indeholdt forslag om forbedrede økonomiske ydelser som barselsdagpenge, børnetilskud, huslejetilskud mv. En del af forslagene blev gennemført som led i 1970'ernes socialreform.

Den hastige udvikling i samlivsformer og levevilkår de senere årtier har ændret de familiepolitiske mål, og i 1990'erne er spørgsmål om forhøjelse af børne- og huslejetilskud nedprioriteret. Spørgsmål om etablering af kvalificerede pasningstilbud til alle børn og forbedrede muligheder for, at erhvervsaktive forældre kan være sammen med deres børn, fx vha. orlovsydelser til børnepasning og sabbat, er blevet de centrale emner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Glen Varmer: familiepolitik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=74232