Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dagpleje for børn

Oprindelige forfattere GVa og Hielm Seneste forfatter Redaktionen

dagpleje for børn, pasning og pleje af børn i dagtimerne. Dagplejen adskiller sig fra daginstitutioner ved, at pasningen omfatter et mindre antal børn, og at pasningen af børnene som udgangspunkt finder sted i private hjem, oftest dagplejerens hjem. Reglerne for den kommunale dagpleje findes i Serviceloven.

Kommunen giver et økonomisk tilskud til forældre, der vælger privat dagpasning i stedet for at benytte en plads i et offentligt dagtilbud. I den kommunale dagplejeordning ansættes og aflønnes dagplejerne af kommunen, og forældrebetalingen fastsættes efter de principper, som gælder for ophold i børnehave eller vuggestue. Der kan modtages op til fem børn. Varetages dagplejen af flere personer, kan kommunen beslutte, at der i dagplejen kan modtages op til ti børn.

Siden 1888 har der eksisteret lovregler vedrørende privatpersoners ret til mod betaling at modtage børn under 14 år i pleje. Reglerne gjaldt oprindelig både familiepleje og dagpleje. Med vedtagelsen af Børneforsorgsloven i 1964 blev bestemmelserne om privat dagpleje udskilt, og kommunal formidling af privat dagpleje blev anerkendt. I 1981 blev den kommunale dagpleje ligestillet med daginstitutioner for 0-2-årige. 1995 blev betegnelserne for pasningsformerne ændret: Privat dagpleje uden offentlige tilskud betegnes privat dagpasning, og kommunalt formidlet dagpleje betegnes kommunal dagpleje.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Glen Varmer, Nina von Hielmcrone: dagpleje for børn i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=60477