Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

børne- og ungdomsforsorg

Oprindelige forfattere Loekke, LSejr, NMic og Schultz Seneste forfatter Redaktionen

børne- og ungdomsforsorg, foranstaltninger, som af de offentlige myndigheder kan iværksættes over for børn og unge under 18 år. Støtteforanstaltninger kan i hjemmet bestå i særlig rådgivning, praktisk og pædagogisk støtte, aflastningsordninger samt forskellige former for økonomisk støtte. De kan også bestå i anbringelse af barnet uden for hjemmet, fx på en døgninstitution, i familiepleje, på efterskole o.l.

Hjælpeforanstaltninger for børn og unge kan iværksættes som henholdsvis frivillige foranstaltninger, dvs. med forældremyndighedsindehavernes samtykke, eller tvangsmæssige foranstaltninger. Hvis en anbringelse uden for hjemmet angår en ung, der er fyldt 15 år, skal denne også give sit samtykke.

Frivillige foranstaltninger kan iværksættes, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Baggrunden kan være en henvendelse fra forældrene (evt. fra barnet eller den unge), men initiativet kan også komme fra myndighederne, fx som følge af en indberetning fra daginstitutioner, skoler mv.

Annonce

Antallet af anbragte børn og unge anbragt uden for deres eget hjem var i 2001 14.171, og det var i 2007 steget til 15.273. De fleste anbringelser foregik friviligt og i familiepleje. I alt blev der i 2007 givet støtte til ca. 30.000 familier.

Visse foranstaltninger kan imidlertid iværksættes tvangsmæssigt. Det gælder bl.a. undersøgelser af truede børn, lægelig behandling af børn, der lider af livstruende eller invaliderende sygdom, samt anbringelse uden for hjemmet, hvis der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade som følge af utilstrækkelig omsorg, vold eller andre alvorlige overgreb, misbrugsproblemer eller kriminel eller anden problematisk adfærd.

Beslutning om tvangsmæssige foranstaltninger træffes af bopælskommunens særlige børn- og ungeudvalg. Forældremyndighedsindehaverne og unge, der er fyldt 15 år, har ret til vederlagsfri advokatbistand under sagens behandling i udvalget og under evt. anke.

Kommunen skal udarbejde en handleplan, inden der træffes afgørelse om foranstaltninger efter serviceloven. Handleplanen skal angive formålet med indsatsen, hvilken indsats der er nødvendig og den skal bygge på de undersøgelser, der er gennemført. Alle børn og unge – uanset alder – skal tilbydes en samtale og deres synspunkter skal tillægges passende vægt.

Beslutninger om frivillige foranstaltninger kan ankes til de sociale nævn, hvis afgørelser ikke kan indbringes for andre administrative myndigheder. Dog kan Ankestyrelsen på begæring tage principielle spørgsmål op til behandling. Børn- og ungeudvalgets afgørelser kan indbringes direkte for Ankestyrelsen, hvis afgørelser kan kræves forelagt for landsretten.

Det lovgivningsmæssige udgangspunkt for børneforsorg i 1900-t. er Børneloven fra 1905. Lovens bestemmelser blev videreført i Værgerådsloven fra 1922 og i Forsorgsloven fra 1933. I 1961 blev børnebestemmelserne udskilt i en særlig lov om børne- og ungdomsforsorg, som omfattede det offentliges vejledning og tilsyn med udsatte børn og indeholdt særlige børneværnsforanstaltninger, der blev varetaget af kommunale børne- og ungdomsværn.

Ved Bistandslovens ikrafttræden i 1976 blev loven ophævet og dermed de særlige børneværn. Kompetencen vedrørende foranstaltninger over for børn og unge blev henlagt til kommunerne. Bistandslovens regler om børn blev revideret i 1992 på baggrund af en betænkning fra 1990 om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge. I 1998 overgik reglerne om børn og unge til Serviceloven og er senest blevet revideret i forbindelse med anbringelsesreformen i 2006.

Et af målene med reformen i 2006 var bl.a., at barnet får en mere central placering i sagsbehandlingen. Kommune har således ikke alene pligt til at have en samtale med barnet, inden den beslutter at iværksætte foranstaltninger, men også når den træffer afgørelser om fx samvær under anbringelse, ophør af forebyggende foranstaltninger og valg af anbringelsessted. Reformen sikrer i øvrigt børn og unges retssikkerhed ved at udvide klagemulighederne og retten til gratis advokatbistand.

Perspektivet i lovændringerne om børne- og ungdomsforsorg kan beskrives som en overgang fra et reaktionssystem, hvor uacceptabel adfærd fra børn og forældre blev mødt med sanktioner fra det offentliges side, overvejende i form af tvangsopdragelse, til et tilbudssystem, hvor det offentliges virksomhed på børneforsorgsområdet i første række har karakter af forskellige tilbud om hjælp til løsning af problemer, som familien ikke selv kan klare.

Samtidig har de seneste lovrevisioner været præget af et ønske om i højere grad at sikre forældrenes retssikkerhed over for det offentlige samt at sikre børnenes retsbeskyttelse mod skadelige opvækstvilkår og overgreb.

Socialmedicin

Efter at mange hjælpeforanstaltninger har været forsøgt igennem lang tid, er døgnanbringelse som oftest sidste udvej. Baggrunden for døgnplacering af de frivilligt anbragte kan være forsørgelsesgrunde (døde forældre, syge, enlige forsørgere, unge på kost- og efterskoler, i hybler m.m.) eller opdragelses- og omsorgsproblemer pga. familievanskeligheder, ofte i kombination med langvarige sociale problemer.

Baggrunden for tvangsanbringelse, tvangsmæssig lægelig undersøgelse og behandling er næsten altid, at forældrene er svært misbrugende (alkohol og/eller stoffer), kronisk sindssyge, meget dårligt begavede eller svært karakterafvigende, og at børnene trods ofte talrige forsøg med frivillige hjælpeforanstaltninger har været udsat for et omsorgssvigt (børnemishandling, seksuelt misbrug, vanrøgt, svær psykisk frustration og understimulering).

Tvangsmæssig lægelig behandling sker uhyre sjældent, fx hvor forældre, der er Jehovas Vidner, ikke tillader blodtransfusion som livreddende behandling til et barn med alvorlig sygdom.

Ud af 28.263 aktive sager i 2007 vedrørende udsatte børn og unge mellem 0 og 22 år var knap 5% anbringelser uden samtykke.

Historie

I ældre tider havde forældre og slægt det fulde ansvar for børnene. Hvis de nærmeste ikke kunne eller ville tage sig af dem, var der ingen lovmæssige foranstaltninger, som trådte i kraft. I tidernes løb er der dog taget talrige initiativer på disse børns vegne.

Fra 1400- og 1500-t. kendes tre hittebørnshospitaler i Danmark, hvor fundne spædbørn, børn født uden for ægteskab og forældreløse børn kunne optages. I 1600- og 1700-t. etableredes tugt-, manufaktur- og børnehuse, hvis opgave det var at indfange betlere, arbejdsløse, bortløbne læredrenge, utugtige piger og forældreløse børn.

Børnene skulle uddannes i et nyttigt håndværk, og de voksne tvinges til at arbejde. Disse huse var ikke tænkt som straffeanstalter, men kom til at virke som sådanne. I København fandtes desuden et par børnehuse, der kun tog sig af hittebørn og fattige børn. Se også Børnehuset.

I 1700-t. stiftedes Det Kongelige Vajsenhus for fattige forældreløse børn samt Det Kongelige Opfostringshus. Begge var delvis finansieret af privat filantropi og havde til formål at opdrage og uddanne de optagne børn. For at forebygge mord på uønskede spædbørn oprettedes i 1750 forløberen for Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse, hvor fattige ugifte kvinder i hemmelighed kunne føde gratis og efterlade barnet.

Fattiglovene fra 1708 og 1803 gjorde det til en pligt for fattigvæsenet at tage sig af forældreløse børn og af børn, hvis forældre modtog fattighjælp. Fattigvæsenet fik ret til at fratage understøttede forældre myndigheden over børnene og anbringe dem borte fra hjemmet. Indtil omkring 1850 blev mange af fattigvæsenets børn udliciteret offentligt, således at lavestbydende fik dem i pleje.

Den moderne lovgivning om børneforsorg bygger på forestillinger fra 1800-t. om, at alle børn har ret til en barndom, hvor basale materielle behov dækkes, og hvor de modtager opdragelse og undervisning, så de kan vokse op som gode samfundsborgere. Mangler forældrene evne eller vilje til dette, har de offentlige myndigheder pligt til at gribe ind for at varetage barnets tarv. Endvidere har myndighederne for at tilgodese samfundets interesse ret til at gribe ind for at forhindre, at barnet som voksen falder samfundet til byrde.

Bag denne nye opfattelse stod en slags folkebevægelse, som samtiden kaldte børnesagen, og som omfattede hundredvis af foreninger, der på filantropisk basis arbejdede for "at redde børnene for samfundet". Der var fx foreninger til mødre og børns bespisning, foreninger til oprettelse og drift af vuggestuer, asyler, børnehaver, fritidshjem, børnehospitaler, opdragelsesanstalter og børnehjem samt foreninger imod børns fængsling, plejehjemsforeninger og foreninger til faldne pigers frelse. De fleste af 1900-t.s børneinstitutionstyper blev skabt af børnesagen.

Opdragelsesanstalter adskilte sig fra tidligere institutionstyper ved at ville underkaste "vanartede" store drenge en opdragelse efter Johann Heinrich Pestalozzis pædagogiske metode, mens de var afsondrede fra de omgivelser, man mente havde virket fordærveligt ind på dem. De danske opdragelsesanstalter var inspireret af Philip Emanuel von Fellenbergs (1771-1844) anstalt i Schweiz. Betegnelsen opdragelsesanstalt var ment optimistisk, men institutionerne var og blev opfattet som ungdomsfængsler. Den første i Danmark, Cathrinelyst, blev grundlagt i 1828, men nedlagt i 1849.

Børnehjem blev oprettet med det formål at give hjemløse børn et hjem i den borgerlige families billede, og hjemmet skulle med kærlighed søge at fremme det bedste i børnene. Derfor skulle børnehjem helst være små med 15-30 børn og ledes af en kvinde eller et forstanderpar, som gjorde børnene til deres familie. Børnely i Lyngby, stiftet i 1853, var det første børnehjem af denne type. Fra 1905 kunne børnehjem søge statstilskud mod at stille sig under tilsyn og acceptere at modtage børn, som de offentlige myndigheder ønskede at anbringe.

Børnehospitaler blev oprettet i alle store europæiske byer i løbet af 1800-t. I Danmark blev der i slutningen af 1840'erne samlet ind til et børnehospital, som i 1850 åbnede som Børnehospitalet i Rigensgade, fra 1879 Dronning Louises Børnehospital. I løbet af 1900-t. fik mange hospitaler børneafdelinger, og de særlige børnehospitaler blev efterhånden nedlagt.

Mange af børnesagens foreninger arbejdede målrettet på at få det offentlige til at overtage ansvaret for dele af arbejdet. Fra 1880'erne blev en stribe love vedtaget, som gav de offentlige myndigheder et ansvar for børns opvækst. En lov fra 1888 bestemte, at fædre skulle betale halvdelen af de reelle udgifter til forsørgelse af børn avlet uden for ægteskab. Hvis faderen ikke betalte, skulle det offentlige lægge pengene ud med fattighjælpsvirkning for faderen. En anden lov indførte kommunalt tilsyn med plejebørn.

I 1905 fulgte Børneloven, hvis hovedformål det var at udskille kriminelle børn under 15 år fra den almindelige straffelov efter parolen "ikke straf, men opdragelse". Loven indførte en særlig kommunal myndighed, et værgeråd, som fik myndighed til at fjerne børn fra hjemmet og til at beskikke tilsynsværger og give advarsler, men rådets arbejde skulle også være forebyggende.

Om kriminelle børn, se kriminel lavalder og ungdomskriminalitet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anne Løkke, Lis Sejr, Niels Michelsen, Trine Schultz: børne- og ungdomsforsorg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=53103