Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

SSP-samarbejde

Oprindelige forfattere KA og Schultz Seneste forfatter Redaktionen

SSP-samarbejde, Skole, Socialforvaltning, Politi, kriminalitetsforebyggende samarbejde på kommunalt plan mellem skole, socialforvaltning og politi, rettet mod børn og unge. SSP-samarbejdet indledtes i 1975 med Det Kriminalpræventive Råds nedsættelse af Det Centrale SSP-udvalg.

I dag har langt de fleste kommuner etableret et SSP-samarbejde. Det er organiseret forskelligt i kommunerne. På trods af de forskellige faglige referencerammer er det vigtigt, at der i SSP-samarbejdet skabes en fælles forståelse af barnet og familiens behov. Det Kriminalpræventive råd forestår sekretariatet for det centrale SSP-råd.

SSP-samarbejdet sigter på tre former for indsats. Den generelle indsats sker i forhold til grupper, hvori der ikke har været tegn på kriminel adfærd, fx i form af holdningsbearbejdende undervisning i skole og ungdomsklub eller i form af fritidstilbud som idræt, fælleslokaler eller lektiehjælp.

Annonce

Den specifikke indsats, fx i form af særlige projekter, sættes ind over for grupper, som har været på kant med loven eller viser tegn på omsorgssvigt.

Den individorienterede indsats over for børn og unge, som har begået kriminalitet, sættes ind for at forsøge at hindre dem i at fortsætte ad den vej. Ofte vil der her være tale om egentlig behandling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karin Drewsen Geday, Trine Schultz: SSP-samarbejde i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=163854