En statsamtmand var indtil 2007 leder af det regionale statsforvaltningsorgan i Danmark, statsamtet. Statsamtmanden var formand for det tilsynsråd, der efter Kommunestyrelsesloven førte tilsyn med, at kommunernes virksomhed var lovlig. Statsamtmanden var endvidere formand for amtets sociale nævn, som bl.a. traf afgørelser i sager, hvor en borger påklagede de afgørelser, som amter og kommuner træffer efter den sociale lovgivning. Ved strukturreformens ikrafttræden blev bestemmelserne om statsamtmænd ophævet, og begrebet forsvandt fra den offentlige forvaltning.
statsamtmand
Historie
Fra 1662 var betegnelsen for det dansk-norske monarkis øverste regionale embedsmand amtmand. Amtmandens centrale opgaver var at repræsentere statsmagten samt udføre en række regionale forvaltningsopgaver, der med tiden fik et næsten uoverskueligt omfang. I 1671 samledes alle kirkelige opgaver hos stiftsbyernes amtmænd, der fik titel af stiftsamtmænd og frem til 1790'erne betragtedes som de andre amtmænds overordnede.
1600-tallets og 1700-tallets amtmænd var næsten alle adelige, og først fra 1821 blev der stillet krav om uddannelse, hvorefter jurister helt frem til 1960'erne stort set havde eneret til embederne. Samtidig blev det fast praksis, at amtmændene kom fra centraladministrationen (Rentekammeret, senere Indenrigsministeriet).
Med indførelsen af amtsråd og sogneforstanderskaber (senere sogneråd) i 1841 blev amtmændene fødte formænd og forretningsførere for amtsrådene, og dette fortsatte frem til kommunalreformen i 1970, hvorefter amtmændenes forbindelse til amtskommunerne ophørte helt. I 1980 besluttede Folketinget at fastholde en statslig regionalforvaltning under ledelse af amtmænd, som fra da af blev benævnt statsamtmænd.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.