Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

amt

Oprindelig forfatter KPP Seneste forfatter Redaktionen

De danske amter indtil 2006.

De danske amter indtil 2006.

amt, regionalt forvaltningsområde og forvaltningsenhed.

Den tyske betegnelse amt havde længe været i brug i hertugdømmerne Slesvig-Holsten, da den dansk-norske stats inddeling i len blev afløst af amter i 1662.

Amterne kunne i geografisk udstrækning være af meget forskellig størrelse, og ofte var flere af de mindre forenet under en enkelt amtmands ledelse.

Annonce

Først ved amtsreformen i 1793 skabtes ensartede amter, og disse geografiske enheder blev stort set bevaret frem til 1970. Hertil kom Færøerne, der 1816-1949 var et selvstændigt amt, mens Grønland først fra 1953 og frem til hjemmestyreordningen i 1979 havde samme status.

Københavns Kommune, og efter 1900 også Frederiksberg Kommune, har derimod frem til indførelsen af regioner 2007 stået uden for amtsinddelingen og selv varetaget de funktioner, der andre steder påhviler amterne.

Amternes administration var betroet kongeligt udnævnte amtmænd, der efter 1800 altid var jurister og ofte kom fra stillinger som højtplacerede embedsmænd i centraladministrationen.

Fra 1842 måtte amtmændene overlade noget af opgaveløsningen til de valgte amtsråd, som stod i spidsen for de samtidig oprettede amtskommuner. Imidlertid var amtmanden helt frem til 1970 født formand for amtsrådet, og derfor havde han betydelig indflydelse også på forvaltningen af disse rent kommunale opgaver.

Kommunalreformen i 1970 betød en fuldstændig adskillelse af de statslige og kommunale opgaver på amtsligt niveau. De førstnævnte varetoges herefter af statsamterne under statsamtmænds ledelse, mens de kommunale opgaver forvaltedes af folkevalgte amtsråd med en amtsborgmester i spidsen.

Ved kommunalreformen i 1970 blev Danmark inddelt i 14 amter, og disse blev 1.1.2007 afløst af fem regioner.

Dermed udgik ordet amt af brug i dansk forvaltning, således som det skete i hertugdømmerne i 1867 og på Island i 1904. Også i Norge afskaffede man i 1919 amt og amtmann til fordel for fylke og fylkesmann.

Se også statsamt, statsamtmand, stiftsøvrighed samt Københavns Overpræsidium.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl Peder Pedersen: amt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=37221