Rejseholdet, Rigspolitichefens Rejseafdeling, afdeling A inden for Rigspolitiet, der ydede assistance til efterforskning af kriminalsager i politikredse uden for Storkøbenhavn; oprettet 1927 og nedlagt i 2002, hvor personalet blev flyttet til hhv. Kriminalteknisk Afdeling og Nationalt Efterforskningsstøttecenter.

Oprettelsen af afdelingen fandt sted med udgangspunkt i en lang række brandsager på landet omkring 1900, som i 1911 førte til oprettelsen af et korps på 36 statspolitibetjente under statspolitichefen. Den 23.8.1927 blev Rejseafdelingen etableret som en selvstændig afdeling under statspolitichefen (fra 1938 rigspolitichefen) med ni ansatte, og i 1948 blev området udvidet til også at omfatte sædelighedssager, større bedrageri- og tyverisager samt røveri- og siden narkotikasager. I 1983 nåede afdelingen op på over 100 ansatte, og den blev delt op i en række specialiserede sektioner. Før 2. Verdenskrig oprettede Københavns politidirektør en afdeling under Opdagelsespolitiet - det daværende navn for Kriminalpolitiet - som fik betegnelsen Københavns Politis Flyvende Korps, i daglig tale benævnt "Flyverne". Den havde til opgave at efterspore efterlyste og eftersøgte personer og opererede i Storkøbenhavn, hvor Rejseholdet normalt ikke var aktiv.

Herudover var der desuden en særlig enhed hos kriminalpolitiet i København, som kaldtes "De Blå Flyvere", hvis opgave var at viderebehandle sager fra provinsen med forbindelse til København. Betegnelsen skyldtes, at kriminalpolitiet i provinsen skrev sine rapporter på blåt papir i modsætning til kollegerne i hovedstaden, der anvendte gult papir ved behandling af sager fra egen politikreds.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig