næringslovgivning

Allerede i middelalderen søgte kongemagten at fremme samfundets velstand og borgernes skattebetalingsevne ved at sikre en stabil vareforsyning, især mht. levnedsmidler, ved lovregulering af erhvervslivet. Fra 1200-t. og mere konsekvent fra ca. 1360 gav købstadslovgivningen byernes borgere eneret på handel med oplandets produkter, og der indførtes torvetvang, dvs. at bønderne skulle føre deres varer til torvet. Tilsvarende blev udøvelse af håndværk monopoliseret gennem byernes lav, og medlemskab heraf var en forudsætning, hvor disse fandtes. Gennem forordninger i 1500-1700-t. sikredes adelen og godsejerne et statisk næringsliv, men fra 1700-t. nødvendiggjorde den økonomiske samfundsudvikling lempelser heri. Først Junigrundloven af 1849 gav enhver ret til at drive næring.

Næringsloven af 1857 indfriede Junigrundlovens løfteparagraf om indførelse af næringsfrihed i Danmark. Loven, der trådte i kraft i 1858 (flere væsentlige bestemmelser dog først i 1862), indebar, at ethvert erhverv stod åbent for alle, og at lavene skulle ophæves som erhvervsorganisationer. Målet var ophævelse af særlige privilegier og skabelse af øget konkurrence. Enkelte erhverv blev undtaget fra den frie etableringsret og krævede bl.a. af sundheds- og sikkerhedshensyn særlig autorisation. Også de såkaldte læbælter, der strakte sig i en radius af 1¹/₂ mil om købstæderne, blev undtaget; først i 1920 blev der ved lov givet generel tilladelse til at nedsætte sig som handlende i umiddelbar nærhed af købstæderne.

Tidligere historieskrivning fremhævede især Næringsloven af 1857 som et gavnligt vendepunkt for den erhvervsmæssige udvikling i Danmark. Nyere historieskrivning har dog betonet, at der også under enevælden skete en mærkbar erhvervsmæssig liberalisering. Styret udøvede således fra slutningen af 1700-t. en stadig smidigere erhvervspolitik i overensstemmelse med den stigende tilslutning til økonomisk liberalistisk tankegang i store dele af Europa.