.

Kørekort, tidligere førerbevis, dokument, der viser, at en person har ret til at føre motorkøretøj. Der findes forskellige kategorier af kørekort, fx til motorcykel, til personbil og til motorkøretøj, der benyttes til erhvervsmæssig persontransport.

Erhvervelse af kørekort kræver, at man har en vis alder, som mht. almindelig personbil er 18 år, er i besiddelse af tilstrækkelig syns- og høreevne mv. samt har bestået en køreprøve. Ombytning i Danmark af tidligere kørekort med EU-kørekort blev tilendebragt med udgangen af 1993.

Helbredskrav

Ved udstedelse af kørekort kræves udfærdigelse af en lægeerklæring, der så vidt muligt bør udstedes af egen læge, som kender ansøgerens eventuelle sygehistorie. Lægeerklæringen giver politimyndigheden mulighed for at vurdere, om Færdselsstyrelsens cirkulære om helbredsmæssige betingelser er overholdt.

Indtil 2017 skulle kørekort fornys ved fyldt 70, 74, 76, 78 og 80 år (derefter årligt) med forudgående lægeerklæring.

Synet, evt. med briller eller kontaktlinser, skal ligesom hørelsen, evt. med høreapparat, være tilfredsstillende. Der må ikke foreligge væsentlig bevægelseshæmning, fx pga. deformiteter. Ved hjertesygdom må der ikke forekomme rytmeforstyrrelser, der kan medføre bevidsthedssvækkelse.

Ved diabetes mellitus (sukkersyge) må der ikke være forekommet hypoglykæmiske tilfælde (insulinchok) de sidste to år. Ved epilepsi må der ikke have været anfald inden for de sidste to år. Ved sukkersyge og epilepsi kan kørekortets løbetid begrænses til to eller fem år.

Alvorlige nyresygdomme med nyresvigt, neurologiske og psykiske sygdomme, herunder demens, kan ligesom alkohol- og narkotikamisbrug hindre udstedelse af kørekort.

Hvis de helbredsmæssige krav ikke umiddelbart er opfyldt, forelægges lægeerklæringen for den stedlige embedslæge, i særlige tilfælde for Sundhedsstyrelsen. I visse tilfælde udføres en vejledende praktisk prøve hos Statens Bilinspektion. Erhvervelse af kørekort til lastbil, bus og taxa indebærer skærpede helbredskrav, navnlig til synet.

Frakendelse af kørekort

Retten til at føre motorkøretøj kan mistes på tre forskellige måder. For det første kan retten bortfalde pga. et kørekorts normale tidsbegrænsning. Hvis kørekortet ikke søges fornyet eller ikke kan fornys pga. indehaverens legemlige defekter e.l., bortfalder retten.

For det andet kan politiet inddrage et kørekort, hvis betingelserne for at erhverve det ikke længere er til stede; det kan fx ske, hvis en person mister sin førlighed eller bliver afhængig af alkohol eller narkotika. Ved uenighed kan spørgsmålet om inddragelse indbringes for domstolene.

Endelig kan domstolene frakende en tiltalt kørekortet under en straffesag for overtrædelse af Færdselsloven. En frakendelse kan ske ubetinget eller betinget. En ubetinget frakendelse medfører forbud mod at køre i det tidsrum, der er bestemt i dommen. Tidsrummet kan være fra seks måneder til ti år eller for bestandig. En betinget frakendelse medfører ikke et køreforbud; men hvis Færdselsloven overtrædes på en graverende måde i prøvetiden, som normalt er på tre år, ændres den betingede frakendelse til en ubetinget frakendelse.

Regelsystemet og retspraksis er ret komplicerede: Spirituskørsel med mindst 1,21 ‰ alkohol i blodet medfører ubetinget frakendelse, mens promillekørsel med 0,50-1,20 ‰ medfører betinget frakendelse.

Meget høj hastighed eller grov overtrædelse af vigepligt medfører betinget frakendelse, men hvis bilisten forsætligt har voldt fare for andre ved sin overtrædelse af Færdselsloven, bliver frakendelsen ubetinget.

Skærpende omstændigheder og forstraffe kan betyde ubetinget frakendelse, mens formildende omstændigheder omvendt kan føre til betinget frakendelse. De samme elementer påvirker frakendelsestidens længde. Kørsel i frakendelsesperioden straffes særlig strengt.

Færdselsloven indeholder regler om, at domstolene kan tillade generhvervelse af retten til at føre motorkøretøj, inden fristen for en ubetinget frakendelse er udløbet. Se også alkohol - alkohol og strafferet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig