Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

INTERPOL

Oprindelig forfatter HThi Seneste forfatter Redaktionen

INTERPOL, International Criminal Police Organization, (fr. OIPC, Organisation internationale de police criminelle), dannet i 1923 med hovedsæde i Paris, siden 1989 i Lyon.

INTERPOL, som Danmark har været medlem af siden 1926, har til formål at sikre og udvikle gensidig bistand mellem kriminalpolitiet i de 190 medlemslande (2012). Bistanden kan bestå i efterforskning i straffesager, efterlysninger, begæringer om anholdelse eller fængsling, udlevering af lovovertrædere eller ved identifikation af tyvekoster.

INTERPOL beskæftiger sig ikke med sager af politisk eller militær karakter eller sager vedrørende race og religion. Generelt er det en forudsætning for bistand i en konkret sag, at der er etableret diplomatisk forbindelse mellem de involverede lande, og at forholdet, der samarbejdes om, er strafbart i begge lande.

Annonce

Grundlaget for samarbejdet er beskrevet i forskellige internationale konventioner. I Danmark hører INTERPOL-samarbejdet under rigspolitichefen (se politi).

INTERPOL's hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Thiesen: INTERPOL i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=98764