Europols hovedkvarter i Haag.

Europol, europæisk politienhed med hovedsæde i Haag. Europol har virket siden 1999 og er etableret med henblik på at fremme samarbejdet mellem EU's medlemsstater om forebyggelse og bekæmpelse af visse former for alvorlig kriminalitet, såsom terrorisme og narkotikasmugling, der berører mindst to af staterne.

Europol har navnlig til opgave at lette den politimæssige efterforskning af grov international kriminalitet gennem etableringen af et system for udveksling af oplysninger mellem EU-landenes politimyndigheder. Desuden kan Europol foretage analyser til støtte for den efterforskningsmæssige indsats og uddybe den specialviden samt de strategiske oplysninger, som medlemslandene anvender i forbindelse med politimæssig efterforskning. Europol har et budget på 94,4 millioner euro (2015).

Europolkonventionen blev vedtaget af EU-landene i juli 1995; før konventionens ratificering i de enkelte medlemslande fungerede en foreløbig og mindre vidtgående enhed, Europol Drugs Unit, EDU.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig