Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Europol

Oprindelige forfattere HThi og JaS Seneste forfatter Redaktionen

Europols hovedkvarter i Haag.

Europols hovedkvarter i Haag.

Europol, europæisk politienhed med hovedsæde i Haag. Europol har virket siden 1999 og er etableret med henblik på at fremme samarbejdet mellem EU's medlemsstater om forebyggelse og bekæmpelse af visse former for alvorlig kriminalitet, såsom terrorisme og narkotikasmugling, der berører mindst to af staterne.

Europol har navnlig til opgave at lette den politimæssige efterforskning af grov international kriminalitet gennem etableringen af et system for udveksling af oplysninger mellem EU-landenes politimyndigheder. Desuden kan Europol foretage analyser til støtte for den efterforskningsmæssige indsats og uddybe den specialviden samt de strategiske oplysninger, som medlemslandene anvender i forbindelse med politimæssig efterforskning. Europol har et budget på 94,4 millioner euro (2015).

Europolkonventionen blev vedtaget af EU-landene i juli 1995; før konventionens ratificering i de enkelte medlemslande fungerede en foreløbig og mindre vidtgående enhed, Europol Drugs Unit, EDU.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Thiesen, Jakob Scharf: Europol i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=73136