Stålhjelm, hjelm til soldater, indført under 1. Verdenskrig for at reducere de meget store tab, der skyldtes læsioner i hovedet. Frankrig var først med en stålhjelm på 625 g i 1915, umiddelbart fulgt af den karakteristiske britiske Tommy Atkins-hjelm på 600 g, mens tyskerne indførte en chrom-nikkel-stålhjelm på 1000 g. Op til 2. Verdenskrig udviklede amerikanerne en 1150 g tung stålhjelm med en underhjelm af fiber. I den amerikanske hær indførtes i 1972 en hjelm af Kevlar®, der er fem gange så stærkt som stål; den vejer ca. 1200 g. Se også hjelm.