Panserværn, foranstaltninger til forsvar mod fjendens kampvogne og øvrige pansrede køretøjer. Aktive panserværnsmidler er kampvogne, der er udrustet med specielle panserbrydende granater, og raketsystemer, som er udstyret med granater med hulladning, der smelter sig igennem modstanderens panser og kan være monteret på specielle køretøjer, helikoptere og kampfly. Også artilleri kan bekæmpe panser ved fladebombardement med speciel ammunition. Herudover findes mandbårne, rekylfrie raketsystemer, fx Carl-Gustav, som udgør umiddelbare selvforsvarsvåben. Passive panserværnsmidler omfatter panserminer samt naturlige og kunstige panserhindringer, fx pansergrave.