Omfatning, angrebsmanøvre, der enten kan være rettet mod den ene eller begge fjendens fløje eller flanker eller mod hans ryg fra den ene side (enkelt omfatning) eller fra begge sider (dobbelt omfatning, populært kaldet knibtangsmanøvre). Da fjendens opmærksomhed og forsvarsforanstaltninger primært er rettet i den retning, hvorfra han forventer angreb, dvs. mod fronten, og hans forsvar af flanker og ryg dermed er relativt svage, foretrækkes omfattende angreb frem for frontalt. Dobbelt omfatning har den fordel, at den indeslutter den fjendtlige styrke og afskærer den fra at få tilført forstærkninger og forsyninger; derved gøres det lettere at nedkæmpe den eller tvinge den til overgivelse. Det klassiske eksempel på dobbelt omfatning er Slaget ved Cannae 216 f.Kr.