krig (Krigsetik - Konventioner for krigsførelse)

Eftersom krig i dag altid vurderes som uønskværdig, er der gjort mange forsøg på at regulere den. Reguleringerne findes i dokumenter med folkeretlig gyldighed og andre internationale konventioner samt i de enkelte landes lovgivning, og de omhandler såvel acceptable kriterier for at gå i krig, jus ad bellum, som regler for, hvorledes en krig må føres uanset dens årsager, dvs. jus in bello (se jus belli).

Staters ret til at gå i krig blev ophævet med Kellogg-Briand-pagten af 1928, et forbud, der blev bekræftet i fx FN's charter. Angrebskrig er forbudt, og forsvarskrig kun tilladt, når den sanktioneres af FN's Sikkerhedsråd, der også kan sanktionere repressalier mod angriberen, som det bl.a. skete mod Irak i 1991.

Allerede i oldtiden og middelalderen fandtes der visse regler for selve krigsførelsen, der dog som oftest diskriminerede. Fx forbød det 2. Laterankoncil (1139) anvendelsen af armbrøst mod kristne, mens dette våben stadig måtte anvendes mod muslimer. De almindelige moralbegreber, der kan udledes af alle de store religioner, tjente også til at begrænse grusomheder i krigsførelsen, men kun så længe de krigsførende parter anerkendte hinanden som tilhørende samme religion.

I moderne tid gælder samme regler for alle mennesker, i det mindste i krige mellem stater. Der er ingen tilsvarende regulering af ikke-statslige aktørers ret til at føre krig i betydningen organiseret militær magtanvendelse, mens staters ret til krigslignende aktiviteter inden for egne grænser, fx mod løsrivelsesbevægelser, kun er begrænset af forbuddet mod folkemord.

I krige mellem stater gælder samme regler for både angriber og forsvarer med hensyn til, hvordan krigen må føres. De mest omfattende regelsæt er Haagkonventionerne af hhv. 1899 og 1907, Røde Kors-konventionen af 1929 og Genèvekonventionen af 1949.

Den generelle regel er, at krig kun må føres mod "skyldige". Stater må hverken føre krig mod neutrale stater eller mod en krigsførende stats civile, hvortil også regnes krigsfanger, men kun mod en anden krigsførende stats militære styrker. Eftersom civile skader ikke helt kan undgås uden at gøre krig umulig, er der fastsat regler for, hvordan sådanne såkaldte kollateral-skader skal begrænses: Der skal skelnes mellem civile og militære mål (diskriminationskriteriet), og der skal være et rimeligt forhold mellem utilsigtede civile og tilsigtede militære skadevirkninger (proportionalitetskriteriet).

Af disse generelle regler er en lang række specifikke afledt, bl.a. om forbudte mål for krigsførelse, fx hospitaler, kirker og det fysiske miljø, og om forbudte våbentyper, der umuliggør diskrimination i praksis. Det gælder fx biologiske og kemiske våben samt ifølge Den Internationale Domstols afgørelse i 1996 også atomvåben. For visse våbentyper, fx biologiske og kemiske våben, er såvel anvendelse som produktion og besiddelse af dem forbudt, mens det for andre våbentyper, fx atomvåben, er tilladt at besidde våbnene til fx at afskrække andre stater fra at bruge tilsvarende våben. Desuden er der forbud mod visse våben, der kan tilføje modstanderen "unødvendig" lidelse, fx dum-dum-kugler og napalm. I 1997 undertegnedes en særlig konvention om forbud mod anvendelse, besiddelse, produktion og eksport af antipersonel-miner, og som påbyder destruktion af disse.

Endelig eksisterer der regler for placeringen af våbnene, især hvad atomvåben angår; dels et generelt forbud mod placering på Månen og planeterne samt på havbunden, dels geografisk bestemte regler, fx atomvåbenfrie zoner. Således er Latinamerika, det sydlige Stillehav, Afrika og Sydøstasien i dag erklæret for atomvåbenfrie zoner af staterne i de pågældende regioner.

Endnu mere specifikke er regler, der kun gælder enkelte navngivne stater, typisk den tabende part i en netop afsluttet krig. Såvel Tyskland, Italien og Japan som alle de stater, der havde været deres allierede under 2. Verdenskrig, fik således begrænset deres ret til våbenbesiddelse ved våbenstilstandsaftalerne, ligesom det fx skete med Irak ved landets kapitulation i 1991 eller som allerede med Karthago i 201 f.v.t., der i fredsaftalen med Romerriget fik frataget retten til krigselefanter.

Endelig har det ofte med varierende held været forsøgt at begrænse staters våbenbesiddelse enten i form af egentlig nedrustning eller i form af våbenkontrol.