Armering, (af lat. armare 'bevæbne', af arma 'våben'), bevæbning, anvendes i snæver forstand om en fæstnings eller et skibs bevæbning med kanoner og andet artillerimateriel. I bredere forstand bruges armering også om de aktiviteter, der iværksættes for at gøre en fæstning klar til kamp. Det anvendes nu også generelt om våben og anden udrustning ved militære enheder samt på skibe, fly og kampkøretøjer. Armering er endvidere benævnelsen for den proces, der foregår, når et våben eller ammunition klargøres til at kunne eksplodere. Eksempelvis er en armeret mine klargjort til sprængning.