SS-missiler, (eng: surface-surface) Pentagons typebetegnelse for jord til jord-missiler produceret i Sovjetunionen og Rusland. Gruppen omfatter land-, sø- og undervandsbaserede missilsystemer beregnet til overflademål. Med en rækkevidde fra 50 km til over 10 000 km kan de fremføre både konventionelle og nukleare sprænghoveder. De enkelte modeller betegnes med numre fra SS-1 (Scud) til den seneste model SS-X-27. Sovjetunionens opstilling af SS-20-missiler i 1970'erne gav i 1979 anledning til NATOs såkaldte dobbeltbeslutning (se NATO). SS-missiler affyret fra skibe og ubåde blev typebetegnet SS-N, fx SS-N-2 (Styx) mod skibe og SS-N-20 (Sturgeon) SLBM fra Typhoon-ubåde.