Poseidon, amerikansk ubådsbaseret, interkontinentalt, strategisk missilsystem, der i 1970'erne blev udviklet af Lockheed for den amerikanske flåde. Poseidon er et totrins, inertistyret missil, der under vandet drives af damp med højt tryk og i luften af fast brændstof. Affyringsvægten er ca. 30 t, diameteren 1,9 m og længden 10,5 m. Missilet, der har en rækkevidde på over 4500 km, er af MIRV-typen (se kernevåben) med op til ti uafhængigt af hinanden affyrede og styrede sprænghoveder. Poseidon er nu udfaset og erstattet af Trident. På sit højeste var op til 36 amerikanske atomubåde bestykket med mere end 600 Poseidon- og Trident-missiler.