Storbritannien (Militær), De væbnede styrker er (2006) på 205.890. Hæren er på 116.760, flåden på 40.630 og luftvåbnet på 48.500. 3700 er gurkhaer fra Nepal. Reserven er på 272.550, hvoraf hærens del 210.150, flådens 28.500 og luftvåbnets 42.900. Materiellet i alle tre værn er fra 1980'erne eller nyere, produceret i USA eller i Storbritannien, evt. i samarbejde med andre EU-lande. Det er holdt tidssvarende gennem moderniseringer i en takt, der kun overgås af USA's styrker.

Hæren (British Army) er organiseret som en pulje af hovedkvarterer (1 korps-, 2 divisions- og 7 operative og 14 andre brigadehovedkvarterer) og enheder af forskellig type i både de stående styrker og i reserven. Heraf kan der ad hoc sammensættes de styrker, der passer til den enkelte mission. I det hele taget er de konventionelle britiske militære styrker nu organiseret, så de i "skræddersyede" pakker kan indsættes til løsning af et bredt spektrum af opgaver i og uden for Europa.

Landets langtrækkende kernevåbenstyrke omfatter i modsætning til styrkerne hos de øvrige fire "gamle" atommagter kun missiler på undervandsbåde. Flåden (Royal Navy) råder over fire undervandsbåde i kernevåbenafskrækkelsesstyrken. Herudover har flåden 11 andre atomdrevne undervandsbåde, tre hangarskibe, 31 større kampenheder, 24 mindre kampfartøjer, 22 minerydningsfartøjer, 31 landgangsskibe og – fartøjer, 15 kampfly (Fleet Air Arm) og en marineinfanteristyrke (Royal Marines) på 7000.

Luftvåbnet (Royal Air Force) er en afbalanceret styrke med bl.a. 339 kampfly, 7 radarvarslingsfly, 25 tankfly samt mere end 66 transportfly af forskellig type.

Læs mere om Storbritannien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig