COMBALTAP, (COMmander Allied Forces BALTic APproaches), 1962-2000 øverstbefalende for de allierede styrker ved adgangsvejene til Østersøen samt NATOs chef for den dansk-tyske Enhedskommando. COMBALTAP var altid en dansk generalløjtnant eller viceadmiral med hovedkvarter i Karup; ansvarsområdet omfattede Kattegat, Bælterne og Øresund, Østersøen, Danmark, Slesvig-Holsten samt Hamburg nord for Elben. Fra 2000 til nedlæggelsen af hovedkvarteret i 2004 havde det ikke et geografisk ansvarsområde. Den øverstkommanderendes betegnelse var i disse sidste år COMJCNE, COMmander Joint Command NorthEast.