Session, (af lat. sessio 'møde', afledn. af sedere 'sidde'), møde, hvor værnepligtige skal fremstille sig for en kommission bestående af en formand, en læge, en officer og en lokalpolitiker, for at deres egnethed til tjeneste i forsvaret kan vurderes. Findes de egnede, kan de indkaldes til tjeneste ved forsvaret eller Beredskabskorpset, til at udføre bistandsarbejde i udviklingslande eller overføres til militærnægtertjeneste. Se også udskrivning og værnepligt.