Forsvarsakademiet, fællesinstitution for værnene, oprettet 1951 til videregående uddannelse for officerer.

Forsvarsakademiets historie går tilbage til 1830, hvor Den Kongelige Militaire Høiskole, som skulle forestå uddannelsen af officerer, blev oprettet. Skolen optog både hær- og søofficerer, ligesom Forsvarsakademiet siden 1951 tillige har uddannet Flyvevåbnets officerer. Desuden optages elever fra Hjemmeværnet, Forsvarets Sundhedstjeneste og civile fra Forsvaret.

Siden 1992 har Forsvarsakademiet befundet sig på Svanemøllens Kaserne i København.

Forsvarsakademiet, som det ser ud i dag, blev oprettet 1.1.2001 som led i aftalen om Forsvarets ordning fra 1999, der bl.a. medførte at en række institutioner blev sammenlagt.

Akademiet gennemfører forskning og uddannelse ved Fakultetet for Strategi og Militære Operationer, bl.a. i stabstjeneste, militære operationer, strategi, sprog og militærhistorie samt ved Fakultetet for Militærpsykologi, Ledelse og Pædagogik.

Forsvarsakademiets Informationsservice leder bl.a. de militære biblioteker og administrerer Dansk Institut for Militære Studier. Akademiets bibliotek blev i 2009 overført til at være en del af det nyoprettede Forsvarets Bibliotek med hjemsted på Kastellet i København. Af pladshensyn vil en del af samlingen dog være anbragt i magasin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig