Sømålsmissiler, raketvåben (nogle gange jetdrevne) til brug mod overflademål på havet. Sømålsmissiler kan have base på land eller fremføres af fly, skibe og undervandsbåde.

Sovjetunionen var i 1950'erne først med at udvikle operative sømålsmissilsystemer, og egyptiske patruljebådes sænkning af den israelske fregat Eilath 21.10.1967 med P-15 Termit (SS-N-2 Styx) sømålsmissiler af sovjetisk oprindelse var første træfning til søs med disse våben. Den igangsatte en forceret udvikling af både sømålsmissiler og modmidler imod dem.

I Søværnet anvendes amerikanske sømålsmissiler af typen Harpoon. Se også Exocet og missiler.

Derudover kan mange luft til jord-missiler anvendes mod sømål. Nazi-Tysklands Henschel Hs 293 var radiostyret, og blev anvendt mod allierede skibe første gang i 1943.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig