Jager, (eng. destroyer), let til middeltungt, hurtigtgående orlogsskib til overfladeoperationer. Jageren blev udviklet som selvstændig skibstype i slutningen af 1800-t. overvejende til bekæmpelse af torpedobåde og med hovedvægt på høj fart og kanonbevæbning. Tidlige jagere havde tonnager på ca. 1000 t og topfarter på ikke sjældent over 40 knob. Senere blev jagerens opgavespektrum udvidet, således at den bl.a. kunne virke som kommandoskib, såkaldt flotilleleder, og jagere blev selv udrustet med torpedoer. Med tiden blev jagerne større, deres bevæbning mere alsidig, og deres opgaver endnu flere, bl.a. omfattende ubådsbekæmpelse. Under 2. Verdenskrig blev jagere ofte anvendt som fjerndækning af større flådestyrker og konvojer.
Nu dækker betegnelsen jager over en betydelig variation i størrelse med skibslængder på 120-170 m, tonnager på 4000-9999 t og besætninger på 250-400 mand. Også fart, rækkevidde, bevæbning og øvrige udrustning varierer mellem forskellige konstruktioner. Normalt har moderne jagere topfart på over 30 knob og rækkevidde ved marchfart (ca. 20 knob) på 3000-6000 sømil. Bevæbning og andet udstyr er som fregattens relativt alsidigt, nemlig til overvågning, detektion og indsats mod ubåde, andre skibe og fly, men er ikke sjældent noget tungere og længererækkende end fregattens. Ofte kan jagere medføre en eller flere helikoptere om bord.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.