Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

krig (Historie til og med 2. Verdenskrig)

Oprindelig forfatter KGHH Seneste forfatter Redaktionen

Krig. København blev udsat for historiens første terrorbombardement med raketter, da byen i september 1807 blev beskudt med congreveske raketter fra britiske stillinger rundt om den belejrede by. Raketterne fandtes i to versioner: En sprængraket og en brandraket, der havde en spids med modhager, så den blev hængende i tagenes trækonstruktioner. Den materielle skade var stor, men den psykologiske virkning nok større, som det fornemmes i dette samtidige kig ned ad Landemærket med Vor Frue Kirkes brændende spir i baggrunden. Farvelagt stik af G.L. Lahde efter akvarel af C.W. Eckersberg; Københavns Bymuseum.

Krig. København blev udsat for historiens første terrorbombardement med raketter, da byen i september 1807 blev beskudt med congreveske raketter fra britiske stillinger rundt om den belejrede by. Raketterne fandtes i to versioner: En sprængraket og en brandraket, der havde en spids med modhager, så den blev hængende i tagenes trækonstruktioner. Den materielle skade var stor, men den psykologiske virkning nok større, som det fornemmes i dette samtidige kig ned ad Landemærket med Vor Frue Kirkes brændende spir i baggrunden. Farvelagt stik af G.L. Lahde efter akvarel af C.W. Eckersberg; Københavns Bymuseum.

Så længe man har kendt til landkrig mellem organiserede styrker, har krigen været ført efter nogenlunde samme principper.

Landkrig

Angrebskampen indledes med en beskydning af fjenden for at nedslide og desorganisere hans styrker og ødelægge evt. befæstning. Derefter indsætter angriberen en styrke for at opsplitte, yderligere desorganisere og om muligt gennembryde forsvarerens stilling. Har hovedstyrken ikke straks været indsat, gøres dette for at skabe et endeligt gennembrud eller følge det op og nedkæmpe fjenden, og endelig forfølges fjender, der går tilbage eller flygter. Angriberen, der har initiativet, lægger tyngde ved at indsætte hovedvægten af sin styrke, hvor forsvareren er svagest, om muligt i flanke og ryg. Angriberen optræder overordnet offensivt, men dele af hans styrke kan i perioder af kampen have defensive opgaver.

Forsvarskampen gennemføres fra en eller flere i et rum bag hinanden liggende stillinger. Stillingen skal i det mindste give forsvarerne de bedste muligheder for at bruge deres våben og er ofte beskyttet af hindringer og befæstning, der nedsætter angriberens mobilitet og våbenvirkning. Forsvareren nedslider angriberen ved beskydning og søger at afvise angrebet ved at lægge tyngde mod angriberens tyngde. Selvom forsvareren overordnet optræder defensivt, vil han ofte søge at udnytte muligheder for offensiv optræden, fx ved at gennemføre modangreb. Teknologiske, organisatoriske, doktrinære og samfundsmæssige forhold har påvirket mulighederne for offensiv og defensiv krigsførelse. Den historiske udvikling vil bl.a. blive forsøgt belyst med eksempler på disse forhold.

Annonce

Krig. Erobringskrigens mål er ikke altid blot geografisk og materiel vinding, men kan også være et ønske om at gøre de overvundne identitetsløse ved bevidst at ødelægge nationale og religiøse monumenter. Da kejser Titus i 70 e.Kr. indtog Jerusalem, blev jødernes tempel ødelagt, og da Titus holdt sit triumftog i Rom året efter, blev de røvede relikvier fra templet, bl.a. den syvarmede lysestage, ført frem. Udsnit af relief på Titusbuen på Forum Romanum i Rom.

Krig. Erobringskrigens mål er ikke altid blot geografisk og materiel vinding, men kan også være et ønske om at gøre de overvundne identitetsløse ved bevidst at ødelægge nationale og religiøse monumenter. Da kejser Titus i 70 e.Kr. indtog Jerusalem, blev jødernes tempel ødelagt, og da Titus holdt sit triumftog i Rom året efter, blev de røvede relikvier fra templet, bl.a. den syvarmede lysestage, ført frem. Udsnit af relief på Titusbuen på Forum Romanum i Rom.

Oldtid

Allerede 7000 f.Kr. søgte byen Jeriko at beskytte sig vha. en befæstning bestående af en 7 m høj mur bag en 5 m bred og 3 m dyb grav, der var hugget ned i klippen, og forsvarerne var i stand til at beskyde fjenden med pile med flintespidser. Ca. 4000 f.Kr. var det primære kampmiddel stridsvognen, der kunne skabe gennembrud, og ca. 1000 f.Kr. kom kavaleri til i denne rolle. Beskydning skete med bue og stenslynge, i nærkamp brugtes lanse, sværd, økse og kølle. Disse våben og skjoldet som beskyttelse brugtes stort set frem til ildvåbnenes indførelse. Fæstningsværker med høj mur, vold eller palisade bag voldgrav gav beskyttelse for større styrker, hvilket medførte udvikling af belejringsmateriel som rambuk og stormstige.

Ca. 700 f.Kr. udvikledes falanksen som infanteriformation. Den bestod af flere geledder lanse- og sværdbevæbnet infanteri, der stod så tæt, at der ved tab i forreste geled omgående kunne rykke folk frem og overtage pladsen, og skjoldet dækkede dels bæreren, dels venstre sidemands højre side. Formationen modtog fjendens angreb stående og angreb selv i småløb. Sammenhængen gav beskyttelse og var afgørende for effektiviteten, hvorfor man valgte kampplads i jævnt terræn. Falanksen var i stand til at modstå såvel kavaleri som stridsvogne.

I 1. årh. f.Kr. omdannede romerne falanksen til legionen, der underinddeltes i mindre enheder. Derved kunne der både kæmpes i sluttet formation på plant terræn og i mindre enheder, der lettere kunne bevæge sig i ujævnt terræn. Romerne befæstede altid deres lejr og udviklede selv belejringsmateriel som bliden, der kunne nedbryde kraftigt murværk. Lansen erstattedes af kastespyd, således at kampen kunne indledes med et bombardement af spyd, hvorefter man trængte ind på modstanderen og brugte sværdet. Kavaleriet anvendtes i hovedsagen til at udspejde og forfølge fjenden.

Middelalder

Stigbøjlens indførelse i 500-t. bevirkede, at en rytter kunne lægge såvel sin egen som hestens kraft bag et lansestød. Ved at pansre rytter og hest skabtes en soldat, der i kraft af bevægelighed, beskyttelse og våbenvirkning beherskede slagmarken fra 700- til 1300-t. De pansrede ryttere, riddere, angreb som ridende falanks med samme chokvirkning som stridsvognen. Befæstningsanlæggene udvikledes til borge, der med det rådige belejringsmateriel kun kunne indtages ved list eller udsultning. Den pansrede ridder var dog ikke usårlig, men kunne nedkæmpes i vanskeligt terræn.

Indførelse af ildvåben i 1300-t. forøgede mulighederne for at påføre fjenden tab ved beskydning. De første kanoner var så tunge og immobile, at de i hovedsagen var egnet til belejring, og det påvirkede fæstningsbyggeriet, der måtte udvides for at holde vitale dele uden for artilleriets rækkevidde. Med kanonernes stigende bevægelighed øgedes artilleriets anvendelse som det våben, der på slagmarken nedsled fjenden.

1500-1700-t.

Da håndskydevåben var indført, oprettedes omkring 1500-t. infanteriformationer bestående af en blanding af pikenerer og musketerer. Pikenererne skulle med deres lanser primært sikre musketerer og artilleri, der begge pga. langsom ladeproces havde en lav skudkadence. Ca. 1700 blev pikenererne overflødiggjort, fordi døllebajonetten gjorde det muligt for musketeren både at skyde og støde med geværet. Indviklet våbenbetjening og taktik gjorde det nødvendigt at anvende professionelle soldater af stærkt svingende pålidelighed. For at muliggøre samtidig skudafgivelse fra første geled, gensidig sikring samt kontrol med mandskabet kæmpedes på linje i tætte formationer. Kavaleriet blev udrustet med pistoler og kunne deltage i ildkampen på tæt hold, men når det blev sat ind for at gennemføre det afgørende angreb og gennembrud, var sablen hovedvåbnet.

Krig. To forskellige typer af engelske raketter, konstrueret af oberst Congreve og benyttet ved Københavns bombardement 1807.

Krig. To forskellige typer af engelske raketter, konstrueret af oberst Congreve og benyttet ved Københavns bombardement 1807.

1800-t.

Efter Den Franske Revolution bredte nationalfølelsen sig tidligt i 1800-t. Soldaterne fik en idé at kæmpe for, og det blev muligt dels at udskrive meget store værnepligtige styrker, dels at marchere og kæmpe i løsere formationer. Hærenes forsyningssystem forbedredes, og de opdeltes efterhånden i korps og divisioner, der kunne marchere vidt adskilt og evt. kæmpe selvstændigt, men også hurtigt koncentreres, hvor tyngden ønskedes lagt. Kampen indledtes af spredte skyttesværme, der fulgtes op af kolonner, der angreb med bajonetten for at skabe gennembrud der, hvor den indledende artilleri- og geværild havde svækket fjenden. Kavaleriet anvendtes stadig i store formationer og havde afgørende betydning under opklaring og forfølgelse.

Den industrielle revolution frembragte i sidste halvdel af 1800-t. bl.a. den riflede kanon, bagladeriflen og forløberen til maskingeværet. Disse våben var så præcise, virkningsfulde og hurtigtskydende, at angrebet måtte gå frem i spredt orden, og forsvaret gennemføres fra skyttegrave. Kavaleriets betydning svækkedes pga. hestenes sårbarhed, men heste anvendtes som trækkraft og transportmiddel for styrker, der kæmpede til fods, til og med 2. Verdenskrig. Jernbanerne udnyttedes til hurtig fremføring af store troppestyrker og forsyninger over lange afstande.

1900-t.

Krigshistorien i første halvdel af 1900-t. domineredes af de to verdenskrige, der blev præget af industriens masseproduktion og teknologiske nyskabelser. Allerede i 1. Verdenskrig gik det frontale angreb i stå, hvis modstanderen var teknologisk ligeværdig og beskyttet, fx bag pigtråd i skyttegrave og bunkers. Det forsøgtes gennemført ved massiv artilleristøtte for at forhindre såvel forsvarerens skytter som hans artilleri i at virke mod angriberen, men forsvarerne kunne ikke holdes nede. Senere forsøgte man at lade angrebsstyrken gå frem bag en rullende spærreild, samtidig med at længererækkende artilleri beskød forsvarerens artilleri. Men artilleriilden skabte så store ødelæggelser, at angrebsartilleriet ikke kunne føres tilstrækkelig hurtigt frem til, at støtten kunne opretholdes. Kampvognen blev konstrueret for at skabe gennembrud, idet den med sin bevægelighed og pansring muliggjorde kontinuerlig ildstøtte, men den løste ikke opgaven, i hovedsagen fordi kampvognene ikke blev anvendt i masse til at lægge klar tyngde. Heller ikke de muligheder, som kampflyet gav, blev tilstrækkeligt udnyttet. Forsøg på gennembrud gik på Vestfronten i stå i dybden af modstanderens forsvarssystem, der i form af skyttegrave og andre befæstningsanlæg strakte sig mange kilometer bagud fra fronten. På Østfronten, hvor der var rum og terræn til angreb fra overraskende retning, førtes dog stadig bevægelseskrig.

2. Verdenskrig karakteriseredes af den genfundne bevægelighed på slagmarken. Kombinationen af meget mobile styrker, hvor kampvognene samarbejdede med motoriseret, senere også pansret infanteri og artilleri samt fly, der gav nærstøtte, viste sig i stand til at overvinde selv de stærkeste forsvarssystemer. Langt hovedparten af de indsatte styrker var dog mindre sofistikerede, hvorfor det udslagsgivende blev evnen til at mobilisere alle samfundets resurser, masseproducere krigsmateriel og forsyninger, bringe det hele frem til fronten, indsætte velbevæbnede og velstøttede soldater i overlegen mængde samt opretholde offensiven.

Læs videre om søkrig, luftkrig eller krigsførelse efter 2. Verdenskrig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kjeld Hillingsø: krig (Historie til og med 2. Verdenskrig) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=110998