Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

arsenal

Oprindelig forfatter KjL Seneste forfatter Redaktionen

arsenal, lokalitet til opbevaring, vedligeholdelse og fremstilling af militær udrustning, herunder våben og ammunition. I Danmark fremstillede og renoverede Ammunitionsarsenalet i Nordjylland indtil 2008 således håndvåbenammunition, granater og miner. Fremstilling af kanoner og håndvåben på hhv. tøjhus og rustkammer sluttede før 2. Verdenskrig (1939-45).

Ordet arsenal kommer af italiensk arsenale, af arabisk daral-sina 'værksted'), tøjhus (af tysk Zeughaus.

Det mest berømte arsenal i oldtiden lå i Piræus' havn, bygget af Filon 340-330 f.Kr. Det fungerede mere som skeuothek, dvs. opbevaringssted for sejl, reb og rigning. Arsenalet blev ødelagt under Sulla i 86 f.Kr., og indtil 1988 kendtes bygningens udseende kun fra en indskrift fra 347/346 f.Kr., der udliciterede byggeriet. Dele af fundamentet er nu fundet i Piræus' havn. Bygningen var delt i tre skibe ved hjælp af søjler og havde hylder i sideskibene til tovværket.

Arsenalet i Venezia var i byens storhedstid i 1300-1500-t. en af Europas største virksomheder. Det omfattede skibsværfter og dokker, værksteder til fremstilling af tovværk, sejl, kanoner og ankre samt forrådsmagasiner; se Venezia.

Annonce

Arsenaler i Danmark var tidligere tøjhusene i København (se Tøjhuset) og Rendsborg; mindre arsenaler fandtes især i rigets større fæstninger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kjeld Lisby: arsenal i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40532