Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Polaris

Oprindelig forfatter SFa Seneste forfatter Redaktionen

Polaris, amerikansk ubådsbaseret, interkontinentalt missilsystem, anvendt fra først i 1960'erne af USA og Storbritannien. Den oprindelige rækkevidde var 2800 km, senere blev den 4600 km med tre atomladninger i sprænghovedet. De strategiske våbensystemer i den amerikanske flåde og hær gennemgik i 1960'erne en parallel udvikling, hvor man skiftede fra flydende til fast brændstof i løfteraketterne. Polaris var placeret i to rækker a otte missiler i de store, atomdrevne ubåde, som kunne affyre missilerne neddykket.

Polaris var et af de tre elementer, som både den amerikanske og den britiske strategiske nukleare afskrækkelse bestod af: undervandsbaserede missiler, land-/silobaserede missiler og bombefly medførende nukleare bomber. Polaris blev i 1970'erne afløst af Poseidon-missilsystemet med op til 14 selvstændige sprænghoveder pr. raket, og dette blev igen afløst af Trident-missilsystemet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven C. Falkbøll: Polaris i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=143334