Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nordkorea (Militær)

Oprindelig forfatter MHCle Seneste forfatter Lawa

De væbnede styrker er (2006) på 1.106.000 og de fjerdestørste i verden. Tjenestetiden for værnepligtige er 5-12 år i hæren, 5-10 år i flåden og 3-4 år i luftvåbnet. Hæren er på 950.000, flåden på 46.000 og luftvåbnet på 110.000. Reserven er 4,7 mio., hvoraf 665.000 forstærker de regulære enheder, resten anvendes i en territorialforsvarsmilits. Materiellet i alle tre værn er for størstedelen fra 1950- og 1960'erne og af sovjetisk eller kinesisk fabrikat.

Hæren ("Folkets Hærs Landstyrke") er, i det omfang resurserne rækker, tungt udrustet efter sovjetisk model. Med den lange tjenestetid må styrken vurderes at kunne bevares på reelt krigsberedskab. En stor del af hæren, 88.000, indgår i specialenheder, hvoraf nogle med jævne mellemrum har været anvendt til at infiltrere Sydkorea. Flåden ("Folkets Hærs Flådestyrke") er i hovedsagen en kystforsvarsflåde, der dog råder over et stærkt ubådsvåben. Luftvåbnet ("Folkets Hærs Flystyrke") er et traditionelt jager/jagerbomberluftvåben, og over halvdelen af flyene er forældede. Generelt er styrkernes største svaghed den høje materielalder, der afspejler landets kritiske økonomiske situation. Sikkerhedsstyrkerne er samlet på 189.000.

I 1998 afprøvede Nordkorea det ballistiske missilTaepodong-1 ved at lade det overflyve Japan. Opsendelsen blev officielt betegnet som en satellitopsendelse. I 2006 og 2009 udførte Nordkorea underjordiske atomprøvesprængninger, og det vurderes, at landet er i stand til at fremstille atomvåben.

Annonce

Læs mere om Nordkorea.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael H. Clemmesen: Nordkorea (Militær) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132702