Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Forsvarets uddannelser

Oprindelig forfatter KVN Seneste forfatter Redaktionen

Forsvarets uddannelser, har som generelt mål at give Forsvarets enheder en sådan kunnen, sammenhold og evne til samarbejde, at de effektivt kan løse de opgaver, der måtte opstå ved landets forsvar og ved løsning af internationale opgaver, herunder for FN.

I det militære uddannelsessystem er rekrutuddannelsen og sergentuddannelsen grundstenene. Herpå bygger uddannelser, der tager sigte på dels at opnå en højere militær grad, dels at opnå særlige kvalifikationer.

Rekrutuddannelsen gennemføres ved Forsvarets enheder. Forsvaret uddanner med få undtagelser selv de førere, faglige ledere og specialister, der skal muliggøre, at enhederne løser de primære opgaver. Derudover uddanner Forsvaret selv de instruktører, der skal virke ved enheder og skoler.

Annonce

Den generelle uddannelse, dvs. fra rekrutuddannelse til den grundlæggende officersuddannelse, sker værnsvis på sergent-, officers- og reserveofficersskoler. Med henblik på at give kontraktansatte menige og sergenter en civil kompetence blev Forsvarets Civilundervisning etableret i 1952.

Specialuddannelser foregår dels værnsvis på skoler og under tjeneste ved enhederne, dels på en række skoler, som er fælles for værnene: Center for Idræt (CFI) uddanner gymnastik- og idrætsinstruktører, Hærens Ingeniør- & ABC-skole gennemfører kurser for instruktører i beskyttelse mod atomvåben, bakteriologiske og kemiske våben, Forsvarets Forvaltningsskole gennemfører kurser i administration og anvendelse af it, Forsvarets Center for Lederskab gennemfører kurser og seminarer i ledelse og samarbejde, og Forsvarets Brevskole forestår brevkurser for alt militært personel.

Videregående uddannelse af officerer foregår på Forsvarsakademiet, der gennemfører stabs-, forvaltnings- og managementkurser samt pædagogiske kurser. Forsvarsakademiet administrerer også videreuddannelse af officerer på højere civile uddannelsesinstitutioner, fx Danmarks Tekniske Universitet. En del videreuddannelse foregår på kurser og under øvelser i udlandet. For piloters vedkommende foregår den grundlæggende uddannelse på Flyveskolen, hvorefter den videre uddannelse sker i udlandet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaj V. Nielsen: Forsvarets uddannelser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=78640