Det danske forsvar blev omstillet, styret af den aftale, der 10. juni 2004 blev indgået mellem Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne om Forsvarets ordning fra 2005 til 2009.
Mobiliseringsforsvaret er nedlagt, da den konventionelle militære trussel mod dansk område er bortfaldet i en overskuelig fremtid. Ved slutningen af forligsperioden skal Forsvaret kunne bidrage med indsatsberedte, veludrustede og effektive styrker til internationale operationer. Bidraget skal kunne ske samordnet med den civile, humanitære indsats i indsatsområder.
Bidraget til FN's indsats, herunder i Afrika, styrkes i forligsperioden. Dansk forsvar skal fortsat kunne yde troværdige bidrag til NATO, men skal samtidig forberede sig på den situation, der kan opstå ved en eventuel ophævelse af det danske forsvarsforbehold i EU. Samtidig med dette fokus på den internationale indsats skal Forsvaret øge beredskabet til at kunne bidrage til totalforsvaret af den danske befolkning ved katastrofer og terrorhandlinger. Koordinationen inden for totalforsvaret lettes af, at det statslige redningsberedskab i 2004 blev overført til Forsvarsministeriet.
Forsvarets øverste ledelse er tilrettelagt således, at forsvarschefen under ansvar over for forsvarsministeren har kommandoen over Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Forsvarsstaben bistår forsvarschefen i løsningen af denne opgave, og chefen for Forsvarsstaben er forsvarschefens stedfortræder. Tilsammen udgør forsvarschefen og Forsvarsstaben Forsvarskommandoen. Disse overordnede relationer fortsætter, men i øvrigt vil forvaltningsstrukturen være væsentligt ændret ved afslutningen af perioden.
Der oprettes nye forvaltningstjenester, som samler opgaver og elementer fra Forsvarsstaben, de tre værn og selvstændige myndigheder. Således samles forvaltningen af alt Forsvarets personel, ca. 24.000 fastansatte ved udgangen af 2009, ved Forsvarets Personeltjeneste. Af den samlede personelstyrke anvendes ca. 7850 i det værnfælles område, resten i de tre værn.
Den nye Forsvarets Materieltjeneste overtager bl.a. Forsvarets tekniske forskningsindsats og opgaverne fra værnenes materielkommandoer. Forvaltningen af infrastrukturen og tjenestestedernes støtte af enhederne gennemføres herefter af Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, idet Forsvarets Bygningstjeneste nedlægges.
Det forhold, at mobiliseringsberedskabet og krigsstyrken er nedlagt, medfører, at Forsvaret herefter kun skal anskaffe materiel til aktive enheder og deres klargøring til udsendelse. Det bliver lettere i fremtiden at udruste værnene med det nyeste materiel. Ikke mindst Hæren og Søværnet vil i 2009 gennemsnitligt være langt bedre og mere moderne udrustet end i 2004.
Kommentarer (2)
skrev Hans Bendix Pedersen
"da den konventionelle militære trussel mod dansk område er bortfaldet i en overskuelig fremtid ".
Denne tekst i begyndelsen af artiklen holder vel næppe vand længere efter at Rusland i den grad viser revanchionistiske tilbøjeligheder med dele af Ukraine og tidligere Krim.
Mvh
HBP
skrev Jacob Mollerup
Tak for en meget relevant kommentar. Hele artiklen er forældet og vil blive opdateret snarest. Vi er ved at få besat det store militære område med fagansvarlige, der kan opdatere de mange hundrede artikler og tilføje nye.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.