• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kernevåben

Oprindelig forfatter TJR Seneste forfatter HaAn

Kernevåben. Øverst en lav lufteksplosion, hvor eksplosionen finder sted få kilometer over Jordens overflade. Nederst en overfladeeksplosion, hvor eksplosionen finder sted på eller meget tæt på jordoverfladen.

Kernevåben. Øverst en lav lufteksplosion, hvor eksplosionen finder sted få kilometer over Jordens overflade. Nederst en overfladeeksplosion, hvor eksplosionen finder sted på eller meget tæt på jordoverfladen.

kernevåben, nukleare våben, kampmidler, hvori en kerneladning er anbragt; deres virkning skyldes frigørelse af en enorm energimængde ved spaltning, fission, eller sammensmeltning, fusion, af atomkerner.

Funktion

Hvad enten kernevåbnet er et fissions- eller et fusionsvåben, vil det indeholde følgende elementer:
1) en kerneladning ("atomsprængstof") bestående af fissionsmateriale alene (fissionsvåben eller atomvåben) eller af fissions- og fusionsmateriale (fusionsvåben eller brintbombe),
2) en kilde til produktion af de nødvendige neutroner til igangsættelse af processen i kerneladningen,
3) et tændsystem, som ved en ydre påvirkning armerer våbnet og får det til at eksplodere, og
4) et våbenhylster i form af fx flybombe, raket, missil eller granat.

I fissionsvåben spaltes tunge atomkerner, fx uran-235 eller plutonium-239. En kernereaktion kan kun starte og holdes i gang (kædereaktion), enten når mængden af atomsprængstoffet overstiger en vis værdi, den såkaldte kritiske masse (ca. 10-15 kg for uran-235 og 5-6 kg for plutonium-239), eller når en underkritisk masse momentant gives en forøget tæthed. Ved kanonrørsmetoden skydes to underkritiske masser sammen vha. en drivladning af almindeligt sprængstof. Herved dannes en overkritisk masse, kernereaktionen starter, og våbnet eksploderer (fig. 1). Ved implosionsmetoden udgør atomsprængstoffet en kugleskal, der er omgivet af et lag almindeligt sprængstof. Ved antændelse heraf sker der en voldsom sammenpresning til 2-3 gange den oprindelige tæthed af atomsprængstoffet; herved dannes et område med overkritisk masse, kernereaktionen indledes, og våbnet eksploderer. Implosionsmetoden giver bedre mulighed for en præcis regulering af reaktionen og anvendes, når atomsprængstoffet ønskes udnyttet optimalt (fig. 2).

375204.801.pngI fusionsvåben sker energifrigørelsen ved en sammensmeltning af lette atomkerner, fx lithium eller brintisotoperne deuterium og tritium; heraf navnet brintvåben, B-bombe eller H-bombe. Denne type kernereaktioner kræver meget høje temperaturer for at kunne gå i gang. Disse opstår, når et fissionsvåben eksploderer, og et sådant anvendes derfor som tændladning (fig. 3). Fusionsvåben betegnes også termonukleare våben. En særlig type termonukleare våben udgøres af kernevåben, hvor en væsentlig del af den frigjorte energi udsendes som neutronstråling, populært kaldet neutronbomber. I et "normalt" kernevåben fordeles den udviklede energi med ca. 50% til trykbølge, 35% til varmestråling og 15% til ioniserende (radioaktiv) stråling; ved et neutronvåben er fordelingen ca. 40, 25 og 35%. Neutronvåbnets specielle karakteristika fremkommer ved en meget nøjagtig afstemning mellem fissions- og fusionsreaktioner. Den udsendte voldsomme neutronstråling er meget ødelæggende for den menneskelige organisme, men skader i mindre udstrækning bygninger, materiel mv. Våbnet er derfor specielt egnet som taktisk kampmiddel mod fjendtlige troppeenheder.

Våbenvirkning

Et kernevåbens størrelse angives ved mængden af den energi, der udvikles ved eksplosionen, idet der sammenlignes med sprængstoffet trinitrotoluen (Trotyl, TNT). Der anvendes måleenhederne kiloton (KT), hvor 1 KT=1000 t trotyl, og megaton (MT), hvor 1 MT= 1.000.000 t trotyl. Der findes kernevåben i størrelser fra 0,01 KT til 60 MT.

Annonce

Når et kernevåben eksploderer, dannes der omkring eksplosionspunktet en ildkugle, hvorfra der øjeblikkelig og med lysets hastighed udsendes et skærende lysglimt, en kraftig varmestråling, en ioniserende stråling og en elektromagnetisk puls (EMP); virkningen heraf er forbrændinger, brande, stråleskader og ødelæggelse af elektriske kredsløb. Fra ildkuglen udgår endvidere en trykbølge af orkanstyrke; virkningen heraf er omstyrtning af huse og træer samt knusnings- og trykskader på materiel. Denne virkning anses for kernevåbnets vigtigste. Når ildkuglen stiger til vejrs, afkøles den og omdannes til en sky, hvis udseende afhænger af eksplosionshøjden. Har ildkuglen berørt jordoverfladen (overfladeeksplosion), vil der fremkomme både neutroninduceret radioaktivitet omkring nulpunktet (det punkt på jordoverfladen, der ligger lodret under eksplosionspunktet) samt en kraftig områdeforurening i form af radioaktivt nedfald (fall-out) i eksplosionens læside. Dette nedfald består af jord- og støvpartikler, der er suget op i skyen, og som radioaktive produkter fra eksplosionen har sat sig på. Har ildkuglen derimod ikke berørt jorden, vil der kun i mindre omfang være neutroninduceret radioaktivitet omkring nulpunktet, og der vil ikke forekomme radioaktivt nedfald af signifikant betydning. Et kernevåbens skadevirkninger afhænger således af både våbenstørrelse og eksplosionshøjde.

Udvikling og våbenkapløb

Kernevåben. De to atombomber, der detonerede over Hiroshima og Nagasaki 6. og 9. august 1945. Det er Little Boy øverst (Hiroshima) og Fat Man nederst.

Kernevåben. De to atombomber, der detonerede over Hiroshima og Nagasaki 6. og 9. august 1945. Det er Little Boy øverst (Hiroshima) og Fat Man nederst.

Den fysiske baggrund for kernereaktioner blev i 1930'erne studeret intenst i både Europa og USA. Under ledelse af fysikeren Robert Oppenheimer etableredes i 1943 et centralt forskningsanlæg i Los Alamos i staten New Mexico (se atombombe og Manhattanprojektet). Den 16.7.1945 blev den første atombombe afprøvet (under kodebetegnelsen Operation Trinity) i Alamogordo-ørkenen i den sydlige del af New Mexico. Bombens atomsprængstof bestod af ca. 6 kg plutonium-239, der blev bragt til eksplosion efter implosionsmetoden. Våbenstørrelsen var ca. 20 KT. Den anden atombombe (med dæknavnet Little Boy) blev nedkastet over Hiroshima den 6.8.1945 af B-29-bombeflyet Enola Gay. Atomsprængstoffet i denne bombe bestod af ca. 60 kg uran-235, der blev bragt til eksplosion efter kanonrørsmetoden. Våbnet var på ca. 13 KT og blev udløst ca. 600 m over jordoverfladen. Den tredje atombombe (med dæknavnet Fat Man) var planlagt til at skulle nedkastes over Kokura, men pga. dårligt vejr blev våbnet i stedet udløst 600 m over det sekundære mål, Nagasaki. Bomben indeholdt 6 kg plutonium-239 og var i øvrigt identisk med Trinity-forsøgsmodellen. Siden da har kernevåben ikke været anvendt i krig.

Efter 2. Verdenskrig fortsatte udvikling, fremstilling og afprøvning af fissionsvåben i USA, men det amerikanske kernevåbenmonopol blev brudt den 29.8.1949, da Sovjetunionen bragte sit første fissionsvåben til sprængning. Sovjetunionens kernevåbenprogram blev igangsat i 1943 under ledelse af I. Kurtjatov. De oplysninger, som spionen Klaus Fuchs, der arbejdede ved Manhattanprojektet, overdrog russerne, anslås at have fremskyndet udviklingen af bomben med ca. et år. Senere fulgte andre lande efter; Storbritannien (3.10.1952), Frankrig (13.2.1960), Kina (16.10.1964) og Indien (18.5.1974). Herudover har Sydafrika i 1993 erkendt tidligere at have fremstillet seks våben, som imidlertid skal være blevet tilintetgjort; endvidere formodes Israel og muligvis også Pakistan at være i besiddelse af kernevåben. Som følge af Sovjetunionens opløsning i 1991 er nationens arsenal af kernevåben nu fordelt på de tidligere unionsrepublikker Rusland, Hviderusland, Kasakhstan og Ukraine. Endelig formodes visse andre lande, fx Iran, Irak, Libyen og Nordkorea at forsøge at fremstille kernevåben.

Som en direkte følge af Sovjetunionens første atomprøvesprængning begyndte USA under ledelse af E. Teller i 1950 at udvikle brintbomber med en sprængkraft, der var mange gange større end de tidligere udviklede fissionsvåben. Den 1.11.1952 blev dette våben afprøvet ved Eniwetok-atollen i Stillehavet. Våbnet havde en styrke på ca. 10 MT. Mens udviklingen af den amerikanske atombombe skete i krigstid og under indtryk af risikoen for, at Tyskland skulle få bomben først, affødte beslutningen om i fredstid at udvikle brintbomben voldsomme diskussioner både blandt fysikere og i politiske kredse, idet mange mente, at det blot ville intensivere den kolde krig uden at give USA et varigt kernevåbenforspring. Mindre end et år efter, den 12.8.1953, sprængte Sovjetunionen sin første brintbombe (udviklingen skete under ledelse af Kurtjatov og I. Tamm. Sakharov, der blev kendt som den sovjetiske brintbombes fader, spillede også en stor rolle i projektet); senere fulgte Storbritannien (15.5.1957), Kina (17.6.1967) og Frankrig (24.8.1968). Det atomare våbenkapløb var dermed gået ind i en ny fase.

Kernevåbens anvendelighed som kampmiddel er knyttet nøje sammen med rådighed over et tilstrækkeligt antal egnede fremføringsmidler. Kombinationen heraf danner grundlaget for kernevåbens militære og politiske opdeling i lang-, mellem- og kortdistancevåben. Langdistancevåben, også kaldet strategiske våben, har en rækkevidde på over 5500 km. Som fremføringsmiddel anvendes interkontinentale raketter (eng. ICBM, Intercontinental Ballistic Missile). En særlig type ICBM kan indeholde flere kerneladninger, som hver for sig kan dirigeres mod mål, der kan ligge flere hundrede kilometer fra hinanden, de såkaldte MIRV-missiler (Multiple Independently Targetable Re-entry Vehicle); en anden type er MARV-missilet (Manoeuvrable Re-entry Vehicle), som er et avanceret MIRV-system, hvor den enkelte kerneladning kan få retningskorrektioner efter frigørelse fra moderraketten. Fremføring kan også ske med strategiske langdistancebombefly og med overfladeskibe og ubåde, og under den kolde krig var bombefly med nukleare bomber konstant i luften og atomdrevne ubåde med interkontinentale raketter på stadig patrulje, klar til med få minutters varsel at sætte et angreb ind. Mellemdistancevåbnene (eng. INF, Intermediate Range Nuclear Forces) har en rækkevidde på 150 til 5500 km. De fremføres af jager- eller bombefly samt vha. særlige mellemdistanceraketter (MRBM, Medium-range Ballistic Missile); endvidere af de teknologisk højtudviklede krydsermissiler, som kan affyres fra jordoverfladen, fra fly eller fra skibe. Kortdistancevåben (eng. SNF, Short-range Nuclear Forces), også kaldet taktiske kernevåben, har en rækkevidde på indtil 150 km. De kan fremføres af kortdistanceraketter eller som ladning i artillerigranater. Disse våben tænkes først og fremmest anvendt i forbindelse med direkte kamphandlinger imellem troppe- og flådestyrker i modsætning til lang- og mellemdistancevåbnene, som primært indsættes som angrebs- eller gengældelsesvåben mod mål i modstanderens hjemland.

Kontrol og nedrustning

Kernevåben. I 1960 indledte Kampagnen mod Atomvåben en række marcher fra Holbæk til København. Billedet her viser den sidste og største atommarch, der foregik i 1962. Inspirationen kom fra England, og Atomkampagnen var rettet mod atomvåben og prøvesprængninger over hele verden, men agiterede tillige for en fastholdelse af det danske nej til atombevæbning. Atomkampagnen var den første af mange græsrodsbevægelser i 1960'erne og 1970'erne.

Kernevåben. I 1960 indledte Kampagnen mod Atomvåben en række marcher fra Holbæk til København. Billedet her viser den sidste og største atommarch, der foregik i 1962. Inspirationen kom fra England, og Atomkampagnen var rettet mod atomvåben og prøvesprængninger over hele verden, men agiterede tillige for en fastholdelse af det danske nej til atombevæbning. Atomkampagnen var den første af mange græsrodsbevægelser i 1960'erne og 1970'erne.

Allerede i begyndelsen af 1960'erne stod det klart for supermagterne, at en kernevåbenkrig var uden mening, idet man kunne ødelægge hinanden næsten totalt; begge ville tabe, ingen vinde. Militært var kernevåbnene således uden egentlig betydning, men de har været væsentlige i politisk sammenhæng for opretholdelse af terrorbalancen og som udgangspunkt for indbyrdes forhandlinger.

Samtidig opstod der en folkelig modstand mod kernevåben, som bl.a. manifesterede sig i antiatommarcher. Protesten var især rettet mod atomprøvesprængningerne og supermagternes våbenkapløb. I 1958 marcherede de første demonstranter fra London til Aldermaston. Kampagnen mod atomvåben arrangerede den første danske atommarch fra Holbæk til København.

Den første spæde begyndelse til en begrænsning af våbenkapløbet var en prøvestopaftale for kernevåbenforsøg i atmosfæren og under vand, som blev indgået mellem USA, Sovjetunionen og Storbritannien i 1963 og efterfulgt af den mere betydningsfulde ikke-spredningsaftale, der blev ratificeret af bl.a. ovennævnte lande den 5.3.1970. Som et vigtigt delelement førte aftalen til oprettelse af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), hvis opgave er at føre tilsyn med aftalens overholdelse, herunder den fredelige udnyttelse af kerneenergi i reaktorer. Senere fulgte bilaterale forhandlinger mellem USA og Sovjetunionen om fastsættelse af maksimumsgrænser for supermagternes strategiske våbensystemer. Disse drøftelser resulterede i de såkaldte SALT I- og SALT II-aftaler (Strategic Arms Limitation Talks) i hhv. 1972 og 1979. Næste vigtige skridt var underskrivelsen af INF-traktaten mellem USA og Sovjetunionen i 1987 om tilintetgørelse af deres mellemdistance- og kortererækkende missiler inden for tre år. Ved START I-aftalen (Strategic Arms Reduction Talks) af 1991 opnåedes enighed mellem USA og Rusland om en egentlig reduktion på ca. 30% af de langtrækkende strategiske kernevåben. Samtidig erklæredes den kolde krig for afsluttet. En ny aftale (START II) om yderligere 2/3 reduktion af de strategiske våbensystemer blev underskrevet af USA og Rusland i 1993.

Efter at der i en længere årrække ikke var blevet gennemført atomprøvesprængninger, besluttede Frankrig i sommeren 1995 at genoptage sine våbenforsøg ved atollen Muroroa i det sydlige Stillehav. I perioden 5.9.1995 til 27.1.1996 gennemførte Frankrig således seks sprængninger trods omfattende protester fra såvel europæiske lande som især landene i Oceanien. Også Kina foretog prøvesprængninger i foråret og sommeren 1996.

Den 10.9.1996 vedtog FNs Generalforsamling med overvældende flertal et totalt forbud mod atomprøvesprængninger, som de fem erklærede atommagter, USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina, skriftligt tilsluttede sig den 24.9.1996. Senest er der ved topmødet i Helsinki den 21.3.1997 opnået enighed mellem USA og Rusland om at påbegynde nye forhandlinger om yderligere atomnedrustning, START III, der skal føre til, at antallet af atomsprænghoveder hos begge parter i 2007 når ned på 20% af de største arsenaler under den kolde krig. Aftalen er dog afhængig af, at den russiske Duma ratificerer START II-aftalen.

Mens der således næres reelle ønsker hos stormagterne om reduktion af deres kernevåbenlagre, er der samtidig en voksende risiko for, at internationale terrororganisationer og visse lande, som endnu ikke er i besiddelse af kernevåben, men gerne vil være det, får mulighed for at tilvejebringe kernevåben dels ved indsmugling af radioaktivt materiale stammende fra skrottede missiler, dels ved at komme i besiddelse af brændselselementer fra ældre typer kernereaktorer.

Se også atomvinter, atomvåbenfri zone, atomvåbenstrategi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Juel Rasmussen: kernevåben i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=105725