Faktaboks

Tine Bryld
Født
18. december 1939
Død
21. april 2011

Tine Bryld, 18.12.1939-21.4.2011, dansk socialrådgiver og forfatter, samfundsdebattør og rådgiver for unge i Danmarks Radio. Gift med Claus Bryld 1961-70, med Arne Gaardmand fra 1975.

Tine Bryld blev især kendt for via sine radiosamtaler at formidle kontakt mellem det etablerede samfund og Christiania, BZ-erne og almindelige unge med kærestesorger eller uforstående forældre.

Hun blev prisbelønnet både for sine børne- og ungdomsbøger og for sin indsats gennem mere end 20 år med bl.a. radioprogrammet Tværs. Hun var kontroversiel, venstreorienteret og en bredt respekteret ekspert i børn og unge.

Blandt Tine Brylds væsentligste bøger er I den bedste mening (1998, rev. udg. 2010) om de 22 grønlandske børn, der i 1951 blev sendt til Danmark i et manipuleret og mislykket forsøg på at uddanne dem til en grønlandsk avantgarde.

Tine Bryld Prisen blev indstiftet i 2013 og uddeles årligt til en person eller organisation, der har markeret sig med en særlig indsats for socialt udsatte og marginaliserede mennesker eller grupper i Danmark. Prisen på 50.000 kr. er finansieret af TrygFonden og følges af en statuette af Leif Sylvester.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig