Faktaboks

John Logie Baird
Født
1888
Død
1946

John Logie Baird, 1888-1946, skotsk radioingeniør, som udviklede det første fungerende tv-system med anvendelse af Paul Nipkows princip for mekanisk billedscanning fra 1884. Systemet kunne fra 1925 vise genkendelige objekter, og fra 1929 blev det anvendt til offentlige prøveudsendelser i England og Tyskland. BBC overtog videreudviklingen i 1932 og benyttede systemet i sine første regelmæssige tv-transmissioner i 1936, men gik 1937 over til Marconi-EMIs elektroniske system.

I 1920'erne konstruerede John Logie Baird den første videoplade ved at bruge en almindelig voksplade (som til lydgengengivelse) og desuden det første tv-projektionssystem. I 1928 transmitterede han tv-billeder fra England til USA og demonstrerede det første eksperimentelle farve-tv, som han videreudviklede til det elektroniske system i 1939. Han eksperimenterede desuden med tredimensionalt tv og med et system, hvor man kunne se i mørke ved hjælp af infrarøde stråler. Til trods for sin pionerindsats døde Baird fattig og desillusioneret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig