Skoleradio, radioudsendelser, der supplerer skolens undervisning. Skoleradio sendtes i Danmark første gang i 1926 under et ministerielt udvalg. Det var direkte udsendelser, og i klasseværelset samledes eleverne foran store højtalere. Forbilledet var BBCs skoleudsendelser. I 1944 indstilledes udsendelserne pga. den tyske censur. I 1947 begyndte Danmarks Radio igen at sende skoleradio, og nu tillod den nye optageteknik, at man kunne udnytte alle mediets muligheder fra montager til hørespil. Udsendelserne samledes i serier, og der blev udgivet skriftlige materialer i tilknytning til dem. Da båndoptagere var blevet almindelige, blev det også lettere at bruge udsendelserne. 1968 oprettedes Undervisningsafdelingen, og i 1976 blev afdelingen lagt ind under Landscentralen for Undervisningsmidler, som herefter finansierede udsendelserne. Denne aftale blev sagt op i 1987, og da DR i 1988 blev ramt af nedskæringer, nedlagde man Undervisningsafdelingen. Se også skole-tv.