• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Charlie Hebdo

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

'Je suis Charlie' blev efter drabet på Charlie Hebdos ansatte symbol på støtte til bladet og ytringsfriheden. Foto fra demonstration i Paris til støtte for bladet og imod had, terror og ekstremisme 11.1.2015.

'Je suis Charlie' blev efter drabet på Charlie Hebdos ansatte symbol på støtte til bladet og ytringsfriheden. Foto fra demonstration i Paris til støtte for bladet og imod had, terror og ekstremisme 11.1.2015.

Charlie Hebdo, fransk satirisk ugeblad, etableret i 1970 som en efterfølger til ugebladet Hara-Kiri. Charlie Hebdo ophørte med at udkomme i 1981, men blev genstartet i 1992. Charlie Hebdos linje er venstreorienteret, med vægt på satiriske tegninger, reportager, vittigheder o.l. Bladet har vakt opsigt med nådesløs satire af alle tænkelige autoriteter, inklusive dem på venstrefløjen. I 1996 samlede avisen underskrifter for at få forbudt det højreorienterede parti Front National.

Det har dog især været religionskritikken, der gjorde bladet kendt uden for Frankrig. Charlie Hebdo offentliggjorde således Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i 2006 og vedblev med at trykke satiriske tegninger af profeten Muhammed i de følgende år. Der kom mange trusler mod Charlie Hebdo fra militante islamister, og den 7.1.2015 blev bladets redaktionskontor angrebet af to islamister, der dræbte ti ansatte, heriblandt redaktøren Stéphane Charbonnier ("Charb", 1967-2015) og de kendte tegnere Georges Wolinski (1934-2015) og Jean Cabut ("Cabu"), samt to politifolk og sårede yderligere ti. De to angribere var franskmænd af algiersk afstamning; de blev dræbt to dage senere af politiet. Angrebet var angiveligt gennemført på foranledning af al-Qaeda i Yemen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Charlie Hebdo i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=505455