• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Weekendavisen

Oprindelig forfatter JDS Seneste forfatter Redaktionen

Weekendavisen, dansk ugentlig avis, udgivet af Det Berlingske Officin (nu Berlingske Media). Aftenudgaven af Berlingske Tidende, Berlingske Aftenavis, der redaktionelt var udskilt fra morgenudgaven omkring 1913, var en supplementsavis, der især behandlede politisk og kulturelt stof.

Oplagstal
197339.300
197847.000
198343.500
198841.000
199348.400
199961.900
200560.700
201346.987

Dens oplag fik et alvorligt knæk, da postvæsenet i 1968 indstillede den sene ombæring, og læserne måtte vente til næste dag eller købe bladet i løssalg. I 1969 foretog Berlingske Aftenavis et fremstød med en udvidet weekendudgave, der hurtigt blev en succes. Det Berlingske Officin lukkede Aftenavisen i februar 1971, men weekendudgaven fortsatte og skiftede i oktober samme år navn til Weekendavisen.

Indholdet var de første år primært baggrunds- og kommentarstof om politik og kultur, og bladet havde delvist karakter af nyhedsmagasiner som fx Newsweek.

Annonce

Weekendavisen markerede sig også som et forum for samfunds- og kulturdebat. Fra sidst i 1980'erne veg rollen som nyhedsmagasin for en journalistisk profil, der henvender sig til veluddannede med interesse for internationale forhold og samfunds- og kulturstof. I politisk henseende har Weekendavisen konstant været borgerlig og med en proeuropæisk profil.

Fra omkring år 2000 har den tillige markeret sig med idépolitisk orientering og debat.

Chefredaktører
1950-78O. Fog-Petersen
1973-76Henning Fonsmark
1978-84Frank Esmann Jensen
1984-87Jørgen Schleimann
1987-92Tøger Seidenfaden
1992-98Peter Wivel
1998-Anne Knudsen

Fra 2001 er Weekendavisen blevet udgivet af et selvstændigt selskab under De Berlingske Dagblade, der igen ejes af Berlingske Media.

Avisens hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jette Drachmann Søllinge: Weekendavisen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 7. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=182136