Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Valborg Andersen

Oprindelig forfatter TVam Seneste forfatter Redaktionen

Valborg Andersen, 17.9.1868-20.2.1941, dansk ugebladsredaktør.

Valborg Andersen forsøgte sig først som sygeplejerske og bogholder, blev siden altsanger ved Det Kongelige Teater 1892-96 med succes i operaer af bl.a. Verdi og Bizet og begyndte herefter at skrive sociale artikler til De Ferslewske Blade.

I 1902 overtog hun redaktionen af det illustrerede Damernes Blad efter journalisten Mimi Carstensen (1852-1935) og beholdt stillingen, da bladet 1904 blev omdøbt til Hjemmet.

Annonce

Valborg Andersen var chefredaktør indtil 1927. I denne periode steg oplaget voldsomt, og Hjemmet blev Danmarks mest populære illustrerede ugeblad.

Den uhøjtidelige kvinde var uhyre arbejdsom. Hun var ugift og anså sit job for at være "et fornuftsægteskab", der gjorde hende i stand til at forsørge sine to børn.

Med Henrik Cavling havde hun sønnen Ole Cavling (1898-1963), siden redaktør for Ekstra Bladet. Valborg Andersen var tillige aktiv inden for velgørenhedsarbejde; hun var i 1902 bl.a. medstifter af Kvindehjemmet i Læssøesgade, et opholdssted for boligløse, arbejdssøgende og enlige mødre.

Gennem sin nyreligiøsitet kom Valborg Andersen ind i Teosofisk Samfund, som i 1919 gjorde hende til redaktør af medlemsbladet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tinne Vammen: Valborg Andersen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=37690