Randers Amtsavis er et dansk dagblad, der er udkommet i Randers og det øvrige Kronjylland siden 1810. I årene 1969-98 hed bladet Amtsavisen (Randers). Randers Amtsavis blev stiftet af S.W. Elmenhoff (1766-1837) og blev hurtigt en af de førende provinsaviser. Blandt de tidlige medarbejdere var St.St. Blicher. Oprindelig var avisen upolitisk, men i perioden 1872-1983 var den konservativ.

I 1870'erne blev venstreavisen Randers Dagblad den dominerende i oplandet, og byens arbejdere foretrak den lokale socialdemokratiske avis. Men Amtsavisen genvandt føringen 1920-30, trængte også frem mod øst med aflæggeravisen Djursland og var fra midten af 1970'erne egnens eneste lokale dagblad.

Ejerskabet overgik i perioden 1971-81 fra familien Elmenhoff/Winge til Det Berlingske Hus. I 1998 blev avisen overtaget af Århus Stiftstidende, ligeledes ejet af Det Berlingske Hus, og omdannet til en aflægger. I 2001 blev udgaven Djursland nedlagt. I forbindelse med ejerskiftet blev Randers Amtsavis omlagt til morgenavis, og redaktionerne i Hadsund og Hobro blev nedlagt.

Fra 2007 blev Randers Amtsavis udgivet af Midtjyske Medier, der fra 2015 blev en del af Jysk Fynske Medier.

Efter næsten 200 år i bladhuset i Nørregade flyttede avisen i 2019 til nye lokaler tæt på Randers Havn.

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig