• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Palle Fogtdal

Oprindelige forfattere JDS og Lund Seneste forfatter Redaktionen

Palle Fogtdal, f. 1931, dansk forlagsboghandler. Palle Fogtdal har gennem årtier været initiativtager til en række nyskabelser inden for magasinpressen i Danmark. I 1950'ernes anden halvdel skabte han Foto-Magasinet, Madame og Film-Journalen, dernæst i 1960'erne Bo Bedre, Eva, Bilen, Motor og Sport, i 1970'erne Bådnyt, Mad fra A til Z, Alt om Håndarbejde og Gør-det-selv (de to sidstnævnte blev også udgivet i Norge og Sverige, Alt om Håndarbejde desuden i Frankrig), og i begyndelsen af 1980'erne Hi-Fi & Elektronik og Skønne Hjem.

Palle Fogtdal solgte siden sit forlag til den svenske Bonnier-koncern og drev herefter et forlag med bøger om dansk kunst og historie. 1992-2007 udgav han det populærhistoriske Illustreret Tidende og 1988-92 Fogtdals Kunstleksikon 1-13. Et forsøg på med ugemagasinet NB! at lancere en dansk pendant til Time og Der Spiegel i 1969 blev en kortlivet fiasko.

1968-70 var Palle Fogtdal involveret i dagbladet Information som direktør, bestyrelsesformand og indehaver af aktiemajoriteten, som han siden forærede til medarbejderne. Palle Fogtdal har desuden været producent på en række danske spillefilm.

Annonce

I 2004 indstiftede han Fogtdals Fotografpriser med Viggo Rivad som den første modtager af hædersprisen på 250.000 kr. De følgende års hædersprismodtagere har været Keld Helmer-Petersen (2005), Krass Clement (2006), Kirsten Klein (2007), Morten Bo (2008), Jacob Holdt (2009) og Marianne Grøndahl (2010).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jette Drachmann Søllinge, Erik Lund: Palle Fogtdal i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77585



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Palle Fogtdal Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik
  • Ekspert

    JDS