Nyhedsavisen var en dansk husstandsomdelt gratisavis, der begyndte at udkomme i oktober 2006. Avisen udkom fra København alle hverdage og udgik i tre udgaver med lokale tillæg for hhv. København, Odense og Aarhus. Den blev oprindelig udgivet af selskabet 365 Media Scandinavia, der ejes af det islandske medieselskab Dagsbrún, hvis hovedaktionær er det ligeledes islandske selskab Baugur. I januar 2008 blev 51 % af aktiekapitalen overtaget af en kreds af investorer tilknyttet it-branchen. I forlængelse heraf blev Nyhedsavisens internetudgave (avisen.dk) overdraget til portalen Freeway. I foråret 2008 skete der yderligere kapitaltilførsel, og der blev foretaget en fyringsrunde på bladet, hvis økonomiske tab dog fortsat skønnedes at være op til 1 mio. kr. pr. udgivelsesdag. I august 2008 forsøgte ejeren at skaffe ny kapital fra den amerikanske kapitalfond Draper Fischer Jurvetson, men det mislykkedes, og avisen lukkede med udgangen af august 2008.

Nyhedsavisens trykoplag skønnedes at være 400.000 ved starten i oktober 2006 og var i 2. halvår af 2007 på 496.700 og i 1. halvår af 2008 på 456.800. Mens oplaget i begyndelsen i overvejende grad blev husstandsomdelt, faldt denne omdelingsmådes andel, så oplaget i løbet af 2008 overvejende blev trafikomdelt.

Redaktionen havde domicil i Vandflyverhangaren på Margretheholm nær Refshaleøen i København.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig