Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

NORDJYSKE Stiftstidende

Oprindelig forfatter JDS Seneste forfatter Redaktionen

NORDJYSKE Stiftstidende, dansk avis, grundlagt 1767 under titlen Nyttige og fornøyelige Jydske Efterretninger. 1830-1999 var navnet Aalborg Stiftstidende.

Bladet var i begyndelsen nærmest et oplysende tidsskrift, men blev ca. 1775 en nyheds-og kundgørelsesavis. Da den i 1795 fik privilegium som stiftstidende, øgedes avisens udbredelse yderligere. Aalborg Stiftstidende fik i 1809 en effektiv konkurrent i Aalborgs Stifts Adresse-Avis, hvilket førte til opslidende fejder, der først ophørte med de to avisers sammenslutning i 1827.

Oplagstal
1768260
1826500
18804000
19015600
19168600
192812.800
194830.200
196854.400
198874.600
199372.300
199997.400*
200380.500
200569.900
201344.460
* efter fusion

I Bernhard Rées (1813-86) redaktørtid 1838-68 blev Aalborg Stiftstidende en førende provinsavis med nyhedstof fra ind- og udland. Politisk lå den nærmest Venstre, hvilket førte til pression fra myndighederne i Provisorietiden; to redaktører belv tvunget væk, og i 1900 mistede bladet stiftstidendeprivilegiet. Den påtvunget forsigtige kurs havde gjort bladet noget farveløst, men i L.A. Schiøttz-Christensens (1863-1950) redaktørtid (1900-40 udvidedes lokalstoffet, og stilen blev moderniseret og levende. Samtidig blev bladet frigjort fra bindingen til Venstre og i 1960'erne formelt uafhængigit liberalt.

Annonce

I løbet af 1930'erne blev de lokale konkurrenter distanceret, og en redaktionel og salgsmæssig satsning fra 1950'erne førte til, at konkurrenterne måtte lukke, den sidste i 1971.

Aalborg Stiftstidende forsøgte siden at udvide sit område, først med opdeling i flere lokaludgaver, siden med køb af naboblade. I 1995 blev der indgået en selskabsmæssig fusion med Vendsyssel Tidende, Skagens Avis og Frederikshavns Avis. I 1999 købte man to mindre aviser i Fjerritslev og Løgstør. Samtidig med en redaktionel fusion af samtlige aviser ændredes navnet til NORDJYSKE Stiftstidende, der siden har været regionalavis for hele Vendsyssel og det meste af Himmerland.

Ejerselskabet NORDJYSKE Medier driver desuden en række distriktsblade, lokalradiostationer og en tv-kanal.

Nordjyske.dk

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jette Drachmann Søllinge: NORDJYSKE Stiftstidende i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132686