Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Information

Oprindelige forfattere JDS og Lund Seneste forfatter sthornval

Information, dansk dagblad, grundlagt august 1943 på Nationaltidende af Børge Outze. Information blev dannet som nyhedsbureau for den illegale presse i Danmark under den tyske besættelse 1940-45, og det blev den vigtigste kilde for udenlandske aviser og radiostationer til illegale nyheder fra Danmark.

Størst betydning fik det, at BBC's meget aflyttede dansksprogede udsendelser blev baseret på Informations nyheder, der dermed også nåede de danskere, som ikke læste de illegale blade. I de sidste krigsmåneder fungerede BBC's udsendelser til Danmark som Informations radioavis.

Oplagstal
194528.300
194826.900
195824.500
196820.900
197836.000
198828.900
199822.000
200520.600
201320.279

Information blev i 1945 forvandlet fra illegalt nyhedsbureau til legalt dagblad med den hovedopgave at føre modstandsbevægelsens idealer ud i livet i efterkrigstidens Danmark.

Annonce

Mens hovedparten af den illegale presse ikke magtede eller ikke sigtede på en omstillingsproces til legale aktiviteter, vandt Information varigt fodfæste på det svindende danske avismarked ved at satse på kvalificeret opinionsjournalistik, uafhængig af såvel partipolitiske som økonomiske interesser, og ved at give udlands- og kulturorientering en markant prioritering.

Med Børge Outze som chefredaktør 1945-80 og Erik Seidenfaden som medredaktør 1946-66 blev de ledende artikler det bærende element i avisudgivelsen, og de to gav i en snes år Information en gennemslagskraft, der rakte langt ud over avisens beskedne oplagstal.

1970-86 var Information ejet af samtlige medarbejdergrupper på bladet og eksperimentelt drevet efter forskellige varianter af redaktionsdemokrati og ligelønsprincip. Redaktionelt placerede avisen sig stærkt samfundskritisk, bl.a. med uddannelses- og miljøstof som tidligt opprioriterede stofområder.

Efter 1986 vendte Information gradvis tilbage til mere traditionelle ejer- og ledelsesformer. Bladet har uden at opgive den samfundskritiske linje forladt rollen som pluralistisk forum for venstrefløjsdebatten og søgt at skabe sig en bredere profil i kraft af en ny analytisk journalistik.

Informations hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jette Drachmann Søllinge, Erik Lund: Information i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=97776